She & Him vol. 2

Så fik jeg fat på det nye album fra She & Him. Bandet består af M. Ward som er en af de musikere jeg har hørt mest det seneste år, og Zooey Deschanel som er den person jeg har været mest forelsket i, uden nogensinde at møde. Hun er simpelthen vidunderlig.

Suk.

Nå ja, og så er musikken også fortryllende. Helt sikkert et plus!

Awesome!

Det her er jo et helt fantastisk billede altså!

Og så er jeg efterhånden blevet lukket lidt ind i Quonga igen. Det er lidt sjovt. Nu sidder jeg åbenbart og skal vide en masse om at styre en hjemmeside, så kig forbi www.quonga.dk og giv din mening til kende!

Jeg har brug for

I virkeligheden har jeg brug for mange ting. Men en af de ting jeg kan gøre, når det er nødvendigt, er at forkæle mig selv. Så nu sidder jeg her i biffen, og er mutters alene. Jeg vil ikke lyve, der er folk jeg gerne ville have ved min side, men jeg synes sgu at jeg selv er ret godt selvskab. Jeg vælger at tænke (prøver at tænke), det det er dem der går glip af mig og ikke omvendt.

Filmen er The Road. Har læst bogen og set frem til filmen i over et år, så det er faktisk skidt, at jeg først skal se den nu. Men bedre sent end aldrig. Når jeg kommer hjem sætter jeg måske (500) Days of Summer på, så jeg kan få en ordenlig tuder på før jeg går i seng.

Det er selvfølgelig en joke.

Showtime!

Brno!

Så går turen sgu mod Tjekkiet. Lidt efter midnat sætter jeg mig ind i en bus, og kører mod Brno, med alle mine skønne medstuderende. Eller ikke dem alle, men de fleste! Det bliver helt sikkert en rigtig god tur, selvom jeg på ingen måde har råd. Men sådan er det. Jeg vil ikke undvære det. En uge med en masse teater, en masse venner og en masse øl. Det bliver skønt, og hvis vejret bliver godt er det bare endnu bedre!

Jeg må dog indrømme, at jeg har haft lidt svært ved at glæde mig, sådan rigtigt. Jeg er ikke sikker på hvad det er, men det er irriterende. Det hænger nok sammen med at jeg ikke lige kan se, hvordan jeg skal få råd til at flytte til juni. Det er lidt dumt. Det føles lidt som om, at jeg lever på lånt tid. Der er ikke rigtig noget der betyder det store for mig, fordi jeg har fået en meget klar fornemmelse af at intet vare ved. Det er skræmmende; selvom det måske er rigtigt, så er det ikke noget man skal gå og tænke på. Jeg går i sådan en konstant tilstand af ligegyldighed. Har svært ved at sætte mig op til ting.

MEN, nu går turen mod bedre tider, og så vil jeg glæde mig over det. Det bliver en meget lang bustur, men mon ikke det nok skal gå. Jeg er i hvert fald begyndt at glæde mig!