A Bad feeling...

Jeg sidder her søndag nat med en ubehagelig fornemmelse. En fornemmelse af, at selvom det ser ud til at flytningen falder på plads tirsdag, så er der stadig tid til at det kan gå galt. Hvordan aner jeg ikke, men det ville ikke undre mig.

Falder det hele på plads, vil jeg højst sandsynligt vågne onsdag morgen, med det største smil jeg har haft siden... bah. Siden Martin flyttede fra Skejby. Det var i september. Det bliver awesome at kunne slappe af et sted, og vide at jeg ikke skal flytte igen før jeg vil. Sommeren vil blive hjulpet af det, fordi mit humør vil være bedre. Jeg vil stadig være to opgaver bagud, men det ville jeg nok kunne finde overskud til. Jeg ønsker virkeligt at sommeren bliver fantastisk, selvom det bliver uden Roskilde.

Men selvfølgelig, hvis et eller andet går galt inden for de næste 48 timer, så er jeg bange for at jeg knækker helt. Har brugt et halvt år på at grave efter overskud. Og ja, fuck it, jeg har brugt et halvt år på at ynke over mig selv og min situation. Jeg synes selv det er mere klamt end de folk der lægger ører til det, selvom de sikkert heller ikke elsker det, det har bare været nødvendigt. Men jeg kan ikke mere. Nu skal tingene gå min vej, bare lige de næste par måneder, så jeg kan lade op og tage det næste halve års tid på oprejst pande.

Jeg er vant til at min største fjende er mig selv, og jeg kæmper med ham ofte, men de seneste måneder har det taget overhånd. Så nu stopper det. Nu begynder opturen, og den begynder med en flytning og en fantastisk sommer. True story.

En afmelding...

Ja, i dag endte mit eksamensræs så med, at jeg afmeldte min Forestillings Analyse. Det betyder så at jeg reelt har sommer ferie nu. Men det kan jeg ikke bruge til så meget, lige nu er det ret meget noget lort. Jeg tror måske jeg har vist det længe, men da jeg i dag sad og var en dygtig studerende og læste op på noget af det teori jeg skullle bruge, kunne jeg godt mærke at jeg havde store problemer med at huske forestillingen. Det ville være umuligt, at analysere den tilfredsstillende ud fra det jeg kunne huske. Det kommer sig af, at jeg kun så den en enkelt gang, og det er efterhånden ved at være længe siden. Så mit valg var, at presse mig selv til at skrive en lorte opgave, eller afmelde den og fokusere mine kræfter mig selv og den forestående flytning. Så ja. Det var en forfærdelig beslutning, men sådan må det nu være. Den må jeg bare skrive på et andet tidspunkt.

Det burde bare være så dejligt at have ferie, og jeg har glædet mig sådan til det. Men ak, sådan skulle det ikke være.

Jeg tror dog stadig at ferien bliver rar.

Formål?

Endnu en gang starter jeg uden egentligt at have et mål. Noget der måske er meget rammende for min tilværelse sådan generelt. Har brugt weekenden på, at forsøge at glemme alt det lort der foregår omkring mig for tiden. Fordi det er sikkert ikke lort. Det er nok bare mig der gør det til lort. Det er det jeg gør. That's my thing. Jeg har som nævnt fundet mig et værelse, og selvom det er småt, så er det centralt og billigt - det burde gøre mig glad, ikke? Problemet er bare, at jeg igen står i den situation at jeg ikke har penge, så jeg havde fat i banken i onsdags, og tænkte at den sag hurtigt er overstået. I mellemtiden har der så været helligdag og weekend, så jeg har måtte vente. Det er ikke fedt at vente, når man én gang har prøvet at det er gået galt. Jeg håber virkeligt at det hele går i orden. Gerne allerede i morgen, så jeg kan begynde at planlægge flytningen. Går der længere tid, falder det sammen med eksamen, og så begynder det hele for alvor at ramle sammen. Det kan jeg ikke klare.

Jeg er svagelig for tiden. Er begyndt at indse, at jeg nok har rendt rundt med en depression, på den medicinske reelle måde, siden slutningen af november, hvor det hele ramlede sammen første gang. Det har ikke hjulpet at komme hjem og bo i to måneders tid, det hjalp ikke at komme tilbage til Århus og have et midlertidigt sted at bo. Det har ikke hjulpet at omgive mig selv med en ordenlig hverdag, med studie og fantastiske personer. Så jeg er begyndt at tro, at det heller ikke vil hjælpe, at flytte denne gang (selvom det helt sikkert vil være uendeligt meget bedre, end at flytte hjem igen). Starten af Juni er skillepunktet. Når Juni kommer, skal jeg have fundet penge, den 1. skal jeg flytte og den 2. skal jeg aflevere sidste af to opgaver. Det bliver to uger, som er helt ad helveds til, men tilgengæld har jeg intet bagefter. Der kan jeg virkeligt slappe af. Og når jeg har slappet af, og ikke længere stresser så vildt, bør jeg nok finde ud af om jeg kan kan få noget hjælp. Om det er medicin, psykolog eller begge, så må det være bedre end alternativet. Er træt af at have det skidt hele tiden. Og det skræmmer mig at der er tanker, som jeg ikke engang vil nævne her, men som er der så ofte, at jeg er helt tryg ved dem efterhånden.

Jeg hørte engang at menneskets velsignelse var, at det ved at det skal dø, men ikke hvornår. Man vil med den viden live livet til det fuldeste. Men hvis man er kommet skævt i gang, vil den samme viden vel blot være en forfærdelig byrde. Hvad nu hvis jeg ikke når at leve livet før det er for sent? Hvad hvis jeg kommer til at slide mig igennem alle verdens problemer, bare for at dø, før jeg kan høste frugten af alle mine anstregelser? Der vil pointen med sætningen nok være, at man netop ikke skal bekymre sig om alle problemerne, hvilket jeg gerne vil tro på, men sådan fungerer det ikke. Har du penge, kan du få, men har du ingen, må du gå. Ja, men gå hvorhen? Det hjælper ikke at flygte.

Jeg kunne pege på mange ting, der er med til at gøre at jeg gang på gang sidder her, med hovedet i hænderne og følelsen af at alt min livskræft har samlet sig som en klump i halsen. Det kunne være mangel på penge, mangel på formål, mangel på intimitet, mangel på kærlighed osv. Men jeg bliver nødt til at starte med mig selv og håbe på at resten følger. Derfor tror jeg at jeg vil opsøge hjælp, når det hele falder til ro. Selvom det måske i virkeligheden er nu jeg har brug for det. Det lader sig ikke gøre, det har jeg simpelthen ikke overskud til.

Heldigvis slutter jeg af på den ironiske note. Så kan jeg da falde i søvn med et lille smil på læben, selvom det kun er overfladisk.

Fem billeder, et liv.

En lille hurtig update er på sin plads, men jeg har ikke den vilde lyst til at skrive, så i stedet bliver det fem billeder med kort beskrivelse.


Det nye album fra Deftones er simpelthen genialt. Klart deres bedste siden White Pony fra 2000.


Anderledes og modigt album fra Rufus Wainwright, hvor han selv og klaveret er eneste lydspor. Stor satsning, kæmpe succes.


Jeg er begyndt at spille Diablo 2 igen, efter mange, mange år. Så røg søvnen en tur.


Det er ikke så meget Django der her er fokus, selvom han er alt for cool. Pointen er, at jeg savner at spille guitar. Meget.


Og så har jeg fundet mig et sted at bo! Det er småt godt nok, men centralt og billigt. Nu skal jeg så bare finde pengene.