R.I.P.

Denne blog er død. Den bliver ikke slettet lige foreløbigt, men der kommer ikke til at ske mere her. I stedet er jeg flyttet over til anderscules.tumblr.com. Tjek det ud!

Udsigt

Fra mit vindue kan jeg se...

Shots-holder!

iPhone 4

Oh yeah, den er lækker er den! Billedet her er taget i lavt lys mes blitz, og det ser selvfølgeligt bedre ud med optimale lysbetingelser, men det må blive en anden gang!

Derudover synes jeg det begynder at lysne, og det er godt nok også ved at være på tide! Ferien slutter på torsdag, og i weekenden skal jeg til bryllup, men så er det også hverdag! Glæder mig!

Weeds

Okay så jeg er begyndt at pløje igennem serien Weeds, dels på opfordring fra Jonas fra Entakt, dels på opfordring fra min gode ven Tue. Jeg synes det er en rigtig god serie, men der er én ting der går mig meget på.

Jeg synes virkeligt ikke om Andy, som er den afdøde mands bror. Én ting er at han er ulidelig - det er meningen, men jeg får lyst til at spole hen over hans scener, fordi de virker fucking uinteressante - det er næppe meningen. Når han har længere scener, sidder jeg og keder mig og overvejer at finde på noget andet at give mig til, og det er så ærgerligt, for resten af serien er rigtig god. En mor til to der bliver nødt til at sælge hash efter sin mands død, for at forsørge sine børn. Det er originalt, og serien er fyld med spændende karrakterer. Selv hendes "ven" Celia, som egentligt er et skidt menneske, bærer på en god historie og har en relavans. Andy er bare med fordi man mister mandligt modspil til Nancy, når man nu vælger at slå manden ihjel. Og det er jo håbløst, ud over at det er forkert. Der er masser af modspil i hendes to drenge, hendes dealer venner, hendes "forretnings rådgiver" osv.

indrømmet jeg er tidligt i serien endnu, så der er masser af tid. Jeg håber bare virkeligt at de finder ud af at bruge ham ordenligt, for jeg kommer ikke igennem hele serien, hvis jeg har lyst til at spole forbi 20% af det hele.

PS. Mary-Louise Parker er lidt mere end almindeligt pæn.

I Blame Coco

Stings datter Eliot Sumner udgiver til oktober en debutplade, under navnet I Blame Coco. Der er pt. to singler på gade, med dertilhørende videoer. Og det lyder fandme godt. Hvis I Blame Coco og Robin er ved at vise os fremtidens pop, så ender jeg med at blive popdreng igen.

Cry when we get older...

Okay Robyn har lige udgivet nyt album i dag, og jeg kaster mig i støvet. Det er simpelthen det bedste elektroniske pop du kan købe for penge. Oh my God. Der er ikke et svagt nummer på pladen, og selvom den er kort, må det være en kandidat til årets album. Lengendary.

Hey girl in the strobing light
What your mama never told ya
Is love hurts when you do it right
You can cry when you get older

Young boy by the traffic light
What your daddy never told ya
Is love hurts when you do it right
You can cry when you get older

Hold up a second, now I got something on my dirty mind
I start out with good intentions but mess it up like all the time
I try to keep up appearance but always end up way out of line
I need some kind of miracle, 'cause I lost all my faith in science
So I put my faith in me

She said:
There just must be more to life than this
He said:
Careful, 'cause you might just get your wish

Hey girl in the strobing light
What your mama never told ya
Is love hurts when you do it right
You can cry when you get older

Young boy by the traffic light
What your daddy never told ya
Is love hurts when you do it right
You can cry when you get older

Back in suburbia kids get high and make out on the train
Then endless incomprehensible boredom takes a hold again
And in this other dream I'm on top of the world, ahead of the game
Think of reality and it hits me hardcore to the brain
We gotta get away

She said
There just must be more to life than this
He said
Careful, 'cause you might just get your wish

Hey girl in the strobing light
What your mama never told ya
Is love hurts when you do it right
You can cry when you get older

Young boy by the traffic light
What your daddy never told ya
Is love hurts when you do it right
You can cry when you get older

Bet your mama never told you that

A Bad feeling...

Jeg sidder her søndag nat med en ubehagelig fornemmelse. En fornemmelse af, at selvom det ser ud til at flytningen falder på plads tirsdag, så er der stadig tid til at det kan gå galt. Hvordan aner jeg ikke, men det ville ikke undre mig.

Falder det hele på plads, vil jeg højst sandsynligt vågne onsdag morgen, med det største smil jeg har haft siden... bah. Siden Martin flyttede fra Skejby. Det var i september. Det bliver awesome at kunne slappe af et sted, og vide at jeg ikke skal flytte igen før jeg vil. Sommeren vil blive hjulpet af det, fordi mit humør vil være bedre. Jeg vil stadig være to opgaver bagud, men det ville jeg nok kunne finde overskud til. Jeg ønsker virkeligt at sommeren bliver fantastisk, selvom det bliver uden Roskilde.

Men selvfølgelig, hvis et eller andet går galt inden for de næste 48 timer, så er jeg bange for at jeg knækker helt. Har brugt et halvt år på at grave efter overskud. Og ja, fuck it, jeg har brugt et halvt år på at ynke over mig selv og min situation. Jeg synes selv det er mere klamt end de folk der lægger ører til det, selvom de sikkert heller ikke elsker det, det har bare været nødvendigt. Men jeg kan ikke mere. Nu skal tingene gå min vej, bare lige de næste par måneder, så jeg kan lade op og tage det næste halve års tid på oprejst pande.

Jeg er vant til at min største fjende er mig selv, og jeg kæmper med ham ofte, men de seneste måneder har det taget overhånd. Så nu stopper det. Nu begynder opturen, og den begynder med en flytning og en fantastisk sommer. True story.

En afmelding...

Ja, i dag endte mit eksamensræs så med, at jeg afmeldte min Forestillings Analyse. Det betyder så at jeg reelt har sommer ferie nu. Men det kan jeg ikke bruge til så meget, lige nu er det ret meget noget lort. Jeg tror måske jeg har vist det længe, men da jeg i dag sad og var en dygtig studerende og læste op på noget af det teori jeg skullle bruge, kunne jeg godt mærke at jeg havde store problemer med at huske forestillingen. Det ville være umuligt, at analysere den tilfredsstillende ud fra det jeg kunne huske. Det kommer sig af, at jeg kun så den en enkelt gang, og det er efterhånden ved at være længe siden. Så mit valg var, at presse mig selv til at skrive en lorte opgave, eller afmelde den og fokusere mine kræfter mig selv og den forestående flytning. Så ja. Det var en forfærdelig beslutning, men sådan må det nu være. Den må jeg bare skrive på et andet tidspunkt.

Det burde bare være så dejligt at have ferie, og jeg har glædet mig sådan til det. Men ak, sådan skulle det ikke være.

Jeg tror dog stadig at ferien bliver rar.

Formål?

Endnu en gang starter jeg uden egentligt at have et mål. Noget der måske er meget rammende for min tilværelse sådan generelt. Har brugt weekenden på, at forsøge at glemme alt det lort der foregår omkring mig for tiden. Fordi det er sikkert ikke lort. Det er nok bare mig der gør det til lort. Det er det jeg gør. That's my thing. Jeg har som nævnt fundet mig et værelse, og selvom det er småt, så er det centralt og billigt - det burde gøre mig glad, ikke? Problemet er bare, at jeg igen står i den situation at jeg ikke har penge, så jeg havde fat i banken i onsdags, og tænkte at den sag hurtigt er overstået. I mellemtiden har der så været helligdag og weekend, så jeg har måtte vente. Det er ikke fedt at vente, når man én gang har prøvet at det er gået galt. Jeg håber virkeligt at det hele går i orden. Gerne allerede i morgen, så jeg kan begynde at planlægge flytningen. Går der længere tid, falder det sammen med eksamen, og så begynder det hele for alvor at ramle sammen. Det kan jeg ikke klare.

Jeg er svagelig for tiden. Er begyndt at indse, at jeg nok har rendt rundt med en depression, på den medicinske reelle måde, siden slutningen af november, hvor det hele ramlede sammen første gang. Det har ikke hjulpet at komme hjem og bo i to måneders tid, det hjalp ikke at komme tilbage til Århus og have et midlertidigt sted at bo. Det har ikke hjulpet at omgive mig selv med en ordenlig hverdag, med studie og fantastiske personer. Så jeg er begyndt at tro, at det heller ikke vil hjælpe, at flytte denne gang (selvom det helt sikkert vil være uendeligt meget bedre, end at flytte hjem igen). Starten af Juni er skillepunktet. Når Juni kommer, skal jeg have fundet penge, den 1. skal jeg flytte og den 2. skal jeg aflevere sidste af to opgaver. Det bliver to uger, som er helt ad helveds til, men tilgengæld har jeg intet bagefter. Der kan jeg virkeligt slappe af. Og når jeg har slappet af, og ikke længere stresser så vildt, bør jeg nok finde ud af om jeg kan kan få noget hjælp. Om det er medicin, psykolog eller begge, så må det være bedre end alternativet. Er træt af at have det skidt hele tiden. Og det skræmmer mig at der er tanker, som jeg ikke engang vil nævne her, men som er der så ofte, at jeg er helt tryg ved dem efterhånden.

Jeg hørte engang at menneskets velsignelse var, at det ved at det skal dø, men ikke hvornår. Man vil med den viden live livet til det fuldeste. Men hvis man er kommet skævt i gang, vil den samme viden vel blot være en forfærdelig byrde. Hvad nu hvis jeg ikke når at leve livet før det er for sent? Hvad hvis jeg kommer til at slide mig igennem alle verdens problemer, bare for at dø, før jeg kan høste frugten af alle mine anstregelser? Der vil pointen med sætningen nok være, at man netop ikke skal bekymre sig om alle problemerne, hvilket jeg gerne vil tro på, men sådan fungerer det ikke. Har du penge, kan du få, men har du ingen, må du gå. Ja, men gå hvorhen? Det hjælper ikke at flygte.

Jeg kunne pege på mange ting, der er med til at gøre at jeg gang på gang sidder her, med hovedet i hænderne og følelsen af at alt min livskræft har samlet sig som en klump i halsen. Det kunne være mangel på penge, mangel på formål, mangel på intimitet, mangel på kærlighed osv. Men jeg bliver nødt til at starte med mig selv og håbe på at resten følger. Derfor tror jeg at jeg vil opsøge hjælp, når det hele falder til ro. Selvom det måske i virkeligheden er nu jeg har brug for det. Det lader sig ikke gøre, det har jeg simpelthen ikke overskud til.

Heldigvis slutter jeg af på den ironiske note. Så kan jeg da falde i søvn med et lille smil på læben, selvom det kun er overfladisk.

Fem billeder, et liv.

En lille hurtig update er på sin plads, men jeg har ikke den vilde lyst til at skrive, så i stedet bliver det fem billeder med kort beskrivelse.


Det nye album fra Deftones er simpelthen genialt. Klart deres bedste siden White Pony fra 2000.


Anderledes og modigt album fra Rufus Wainwright, hvor han selv og klaveret er eneste lydspor. Stor satsning, kæmpe succes.


Jeg er begyndt at spille Diablo 2 igen, efter mange, mange år. Så røg søvnen en tur.


Det er ikke så meget Django der her er fokus, selvom han er alt for cool. Pointen er, at jeg savner at spille guitar. Meget.


Og så har jeg fundet mig et sted at bo! Det er småt godt nok, men centralt og billigt. Nu skal jeg så bare finde pengene.

She & Him vol. 2

Så fik jeg fat på det nye album fra She & Him. Bandet består af M. Ward som er en af de musikere jeg har hørt mest det seneste år, og Zooey Deschanel som er den person jeg har været mest forelsket i, uden nogensinde at møde. Hun er simpelthen vidunderlig.

Suk.

Nå ja, og så er musikken også fortryllende. Helt sikkert et plus!

Awesome!

Det her er jo et helt fantastisk billede altså!

Og så er jeg efterhånden blevet lukket lidt ind i Quonga igen. Det er lidt sjovt. Nu sidder jeg åbenbart og skal vide en masse om at styre en hjemmeside, så kig forbi www.quonga.dk og giv din mening til kende!

Jeg har brug for

I virkeligheden har jeg brug for mange ting. Men en af de ting jeg kan gøre, når det er nødvendigt, er at forkæle mig selv. Så nu sidder jeg her i biffen, og er mutters alene. Jeg vil ikke lyve, der er folk jeg gerne ville have ved min side, men jeg synes sgu at jeg selv er ret godt selvskab. Jeg vælger at tænke (prøver at tænke), det det er dem der går glip af mig og ikke omvendt.

Filmen er The Road. Har læst bogen og set frem til filmen i over et år, så det er faktisk skidt, at jeg først skal se den nu. Men bedre sent end aldrig. Når jeg kommer hjem sætter jeg måske (500) Days of Summer på, så jeg kan få en ordenlig tuder på før jeg går i seng.

Det er selvfølgelig en joke.

Showtime!

Brno!

Så går turen sgu mod Tjekkiet. Lidt efter midnat sætter jeg mig ind i en bus, og kører mod Brno, med alle mine skønne medstuderende. Eller ikke dem alle, men de fleste! Det bliver helt sikkert en rigtig god tur, selvom jeg på ingen måde har råd. Men sådan er det. Jeg vil ikke undvære det. En uge med en masse teater, en masse venner og en masse øl. Det bliver skønt, og hvis vejret bliver godt er det bare endnu bedre!

Jeg må dog indrømme, at jeg har haft lidt svært ved at glæde mig, sådan rigtigt. Jeg er ikke sikker på hvad det er, men det er irriterende. Det hænger nok sammen med at jeg ikke lige kan se, hvordan jeg skal få råd til at flytte til juni. Det er lidt dumt. Det føles lidt som om, at jeg lever på lånt tid. Der er ikke rigtig noget der betyder det store for mig, fordi jeg har fået en meget klar fornemmelse af at intet vare ved. Det er skræmmende; selvom det måske er rigtigt, så er det ikke noget man skal gå og tænke på. Jeg går i sådan en konstant tilstand af ligegyldighed. Har svært ved at sætte mig op til ting.

MEN, nu går turen mod bedre tider, og så vil jeg glæde mig over det. Det bliver en meget lang bustur, men mon ikke det nok skal gå. Jeg er i hvert fald begyndt at glæde mig!

Atomaffald? Nej, pjat!

Jeg bliver SÅ harm, når der sidder Atomkraft fortalere, og fortæller os at der ikke længere er et affaldsproblem længere! Hvad fanden!? Han siger "at nu kører man bare alt atomaffaldet ind under et bjerg der ikke har bevæget sig de sidste 150.000 år, så er sker der jo intet". Men det er der jo stadig? Og at føre det ned under jorden, kan sgu da på ingen måde være godt for miljøet? Og så har han de to gyldne argumenter at vindmøllerne jo er grimme, og hvad gør vi hvis det ikke blæser juleaften? Så bliver anden jo kold! Jamen vor Herre bevar os! Du finder jo ingen der mener at vi skal satse 100% på vindenergi så længe det ikke kan lagres effektivt? Når folk snakker om vedvarende energi, så mener man sol-, vind- og vandenergi, foruden RESEARCH i nye og bedre måder at få energi.

Er virkeligt i chok over, at man bare graver atomaffaldet ned og regner med at så bliver det ok der. Det skader jo ingen mennesker. Han sagde det jo endda som et svar på at atomkraft jo ikke er en ren energi. "Jojo, de affaldsproblemer der har været før, har vi ikke længere. Nu kører vi det bare ned i jorden under et bjerg". Er de her folk fuldstændigt døve for hele den klima debat der er overalt?! Jesus fuck, jeg håber ikke de folk vinder ind hos befolkningen.

En voksen beslutning

Ja. Sådan må det nødvendigvis være. Pis og lort langt ned i halsen.

Alice in Chains, C.V. Jørgensen, Converge, Dizzy Mizz Lizzy, Efterklang, Gorillaz, Jack Johnson, Kasper Spez, Motörhead, Muse, Nephew, Robyn, The Rumour Said Fire, Shantel, Temper Trap og Them Crooked Vultures...

Jeg har bare ikke råd. Som det hele ser ud nu, har jeg ikke engang råd til at flytte til Juni. Men det skal jeg. Og så har jeg indregnet den studietur, der kommer om to ugers tid. Det vil sige at valget i sidste ende står mellem Roskilde, eller en tur til Toscana med gutterne. Det er et valg jeg ikke kan træffe, men som jeg måske allerede har truffet.

Men jeg bliver selvfølgeligt i tvivl som jeg sidder og skriver det her. Alle de bands, er nogle jeg gerne vil se, men der var nogle enkelte som gjorde meget ondt at skrive. I sær Robyn vil jeg ikke misse. For helvede altså.

Hvor er djævlen når man har brug for en god handel?

formspring.me

Haha, åndsvag ny lille opdagelse. Formspring.me er et ste hvor de ganske anonymt kan spørge et spørgsmål til ejeren af profilen. Ganske sjovt faktisk. Så fire away, giv mig noget at tænke over og noget at svare på!
http://formspring.me/AndersCules

Dizzy Mizzter Culezz

Så sad jeg i går til Fredagsbar og havde det ganske hyggeligt. Havde sådan lidt gang i to aftaler. Havde aftalt med Marion at vi skulle finde ud af et eller andet i løbet af aftenen, og samtidig var Reimer opsat på at der skulle være gang i den. Som tiden gik, blev det dog klart at der skulle ske noget vildt, hvis vi ikke bare skulle ende med at sidde på kasernen hele aftenen. Ikke at der var noget galt i det, det var super hyggeligt, men ikke lige hvad jeg havde aftalt med hverken Marion eller Reimer. Pludselig fik Marion en besked fra en ven hun har, der er i praktik på Skanderborg Festivalen. Hun fik simpelthen tilbudt at tage sin kæreste med til en hemmelig og gratis intim koncert med Dizzy Mizz Lizzy. Som gik i gang to timer efter hun fik beskeden. Eftersom hun havde lovet sig selv væk til mig for en aften, og hendes kæreste havde andre planer, endte det med at både Reimer og jeg tog med Marion til Dizzy koncert! Det er vist det man kalder et surprise twist.

Da vi ankom til stedet var det pludseligt det mere fancy end vi lige troede. Der var åbenbart gratis pindemadder og fri bar! Damn damn. Og så gik de sgu på og startede med Glory, og så stod jeg pludseligt og var teenager igen. Jeg havde ikke troet at jeg skulle se Dizzy live, så derfor var det kæmpe stort at Reimer fik fat på biletter til d. 2. April. Og også fedt at de kommer til Roskilde. Men nu stod jeg pludseligt der og var til Dizzy koncert, to timer efter at aftenen så ud til at blive en fuser. Very nice! Efter koncerten var der sågar også gratis Hotdogs! Oh my, oh my! God aften.

Her til aften fik jeg endeligt set The Imaginarium of Doctor Parnasus. Rigtig fed film. Sidder lidt med en fornemmelse af, at det måske lidt var den film Tim Burton ville lave, da han gav sig ud for at lave Alice. Den triumferer alle de steder Alice fejlede. Selvom filmens første halvdel klart lover mere end den i sidste ende kan holde, er det bestemt en film man skal se. På trods af den snak der har været omkring Heath Ledger og hvordan de er kommet uden om hans død, er det ikke noget der tager fokus. Det problem er de kommet ganske smagfuldt uden om, og det er godt. For det her er ikke Ledgers film. Det er Terry Gilliams film, og det skinder tydeligt igennem. Den er så fantasifuld og visuelt betagende. På skuespiller-fronten tager Tom Waits rigtigt meget opmærksomhed (ala hvad Ledger selv gjorde i The Dark Knight), og det er kun godt. Han er perfekt casted. Intet mindre.

Snyd ikke dig selv for denne perle.

Roadtrip!

I går fandt jeg pludseligt ud af, at jeg havde lovet mig selv væk til en gratis forestilling i Aalborg. Vi skulle op og se Woyzeck på Aalborg Teater. Havde hørt en masse godt om forestillingen, så det var jo bare super. Alle de andre fra studiet tog toget, men Mathias var hurtig til at sige, at vi bare kunne samles fem gutter om at tage bilen. Så kunne vi gøre en lille roadtrip ud af det. Og som i alle andre roadtrip historier, så kom vores også til at indebære en bil der gav op. Lidt uden for Hobro begyndte alle lamper i bilen at lyse og der stod "STOP" på instrumentbrættet. Så vi stoppede, og kunne straks se en masse røg stige op fra motoren. Damn. Vi fandt ud af, at den var overophedet, og vi blev nødt til at hælde noget vand i den. Men vi havde jo ikke lige frem noget vand. Så vi trillede lige så stille ind til Hobro, hvor vi fandt en Automester. Han havde lukket, men en venlig sjæl der bode lige ved siden af, hjalp os og gav os lidt vand. Så vi hældte vand på bilen, og blev overrasket over hvor meget der egentligt kunne være i den. Det var som om vandet røg lige i gennem... fuck. Slangen var knækket, og vi var screwed. Bilen ville ikke holde til Aalborg, og vi kunne ikke nå ind til Hobro og tage et tog til Aalborg, hvis vi ville være der fra star på forestillingen. Men vi fik parkeret bilen på Hobro station og ringede så rundt, for at se om vi kunne blive sluset ind under forestillingen eller hvad vi skulle gøre. Det endte så med at vi løb fra Aalborg station til Teateren, og så blev vi lukket ind ca. en halv time inde i forestillingen. Det passede lige med at en af spillerene lige kom med en kommentar om nye gæster, der fik hele publikum til at klappe af os. D'oh. Men vi  kom ind!

Forestillingen har jeg selvfølgelig svært ved, at bedømme den på fair vis. Men det var en flot forestilling, og ham der spillede Woyzeck var forrygende. Efter forestillingen fik vi mulighed for lige at snakke lidt med nogle af skuespillerene og dramaturgen, hvilket var interessant. Derefter besluttede vi at vi skulle i byen. Det var jo St. Patricks Day, og vi var i Aalborg, så vi endte i Jumfru Ane Gade. Der var ikke så meget gang i den, og vi skulle nå et tog omkring midnat, så helt vildt blev det aldrig. Men Det var sgu sjovt nok. Da vi så kom til Århus kl 2, blev Noto og jeg hevet op i Marias lejlighed, med et løfte om kylling i karry! Det blev dog bare til pølsehorn, men var stadig hyggeligt. Jeg kom først hjem kl 4.30. Skulle så have undervisning kl 8, men på mærkværdig vis blev min alarm slået fra, så jeg først vågnede kl 11.

Ærgerlig!

I aften kan det være jeg tager til forpremiere på Valhalla Rising med Mads Mikkelsen, i Øst for Paradis. Nicolas Winding Refn kommer selv og snakker om hans nyeste film og der er Mjød og tørret kød! Kunne godt blive interessant.

Puha...

Nå så gik den ikke længere for Chelsea i Champions League. Gider ikke bruge så mange kræfter på det, jeg vil blot konstatere at jeg er dybt skuffet over spillet. At dommeren er blind og overser 2 klare staffespark, og nægter at give Samuel en advarsel for at være et kæmpe svin, er der ikke så meget at gøre ved. Sandheden er at Mourinho er en fantastisk træner, og han har en stor del af æren for at Inter er videre.

Dagene flyver afsted for mig, synes jeg. Hurtigere end jeg vil have det forsvinder de ud af vinduet, uden at jeg får gjort noget med det. Jeg synes livet suser forbi mig, uden at jeg kan følge med og nå at nyde det. Jeg har af en eller anden grund svært ved at sætte mig op, til at gøre de ting jeg ved jeg skal, så som at læse, rydde op, søge bolig osv. Jeg ender i stedet bare med at sidde og undre mig over hvor min tid blev af. Jeg har seriøst brug for struktur, og jeg må nok desværre indse, at jeg selv er eneste løsning på det.

Jeg har bare svært ved at se hvor den struktur skulle komme fra. Det hænger nok også sammen med at jeg har svært ved at finde ud af hvad fanden jeg laver. Jeg er kommet tilbage til Århus for at gennemføre min uddannelse, men hvad pokker vil jeg egentligt bruge den til? Sandheden er jo at jeg bare gerne vil have en villa i en hyggelig forstad, hvor jeg i stilhed kan nyde min kone, mine børn og min hund mens de alle leger ude i haven. Alt min tid i Århus har jeg på ingen måde brugt på at komme tættere på at få en kone, og jeg de ting jeg har bedrevet har bragt mig længere fra nogensinde at få råd til et hus. Det virker som om det hele kører lidt i en anden retning end jeg havde håbet. Da min far var i min alder, var jeg fyldt 3 og ham og hans kone ventede barn nummer 2. Jeg sidder i et rod der ikke fjerner sig selv, og venter på at penge og klarhed kommer løbende.

Jeg ville ønske jeg havde penge.
Jeg ville ønske jeg så godt ud.
Jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg ville.

Jeg ville ønske jeg havde selvtillid til ikke at gemme mig bag en maske af selvironi og sarkasme.
Jeg er altid glad, har altid en hurtig kommentar, griner af alle - mest af alt mig selv, men jeg lukker ikke folk ind. Jeg trækker mig når de kommer for tæt på. Og dem jeg hellere end gerne vil lukke ind kan jeg ikke få fingrene i.

Efter...

Der er lunken kaffe på kanden – dr. Phil på sendefladen
Engangsskraber i tasken – jeg tænder smøgen på kogepladen
Flasker og ubrugte kondomer på bordet, der håner mig imens
Jeg drikker mig ned, for at komme oven på igen

Jeg pimper en romantiseret frihed til den betaler for torturen

Og bilder mig selv ind, der kommer noget kreativt ud af den her druktur

Men med en sylespids naivitet jeg aldrig har ladet i stikket for noget

Vil jeg vandre kviksandet gult og blåt med en snor om månen

Dedikeret – uden at kigge tilbage

Kan ikk’ høre forskel på regndråberne på hætten og pladestøjen på mp3′en

Tilfældig fest – tilfældig mig – med en promille jeg ikk’ kan tælle til

Har jeg samvittigheden på genopkald for der er intet signal i helvede

Og nu jeg reduceret til bartenders mareridt,

Bekræftelses afhængig, røde øjne der føder løgne, på vrangsidens kødmarked

Hvor du tænker – hvor langt skal jeg gå for et godt råd?

Og du opdager det er cirka dobbelt så langt som du skal for gratis coke

Oscar forudsigelser

Så er der efterhånden gået en uge af mit andet forsøg på at være Århusianer. Det har været helt fantastisk. Jeg ankom til byen mandag omkring kl 11, og jeg besluttede at jeg lige ville op og hilse på folk kl 13. Vidste de havde undervisning, men jeg troede at de fik fri kl 13 og så ville jeg lige sige hej. Det viste sig så at de havde en dobbelttime og at jeg derfor kom i pausen, og så blev jeg ellers hevet ind og lige pludseligt var jeg i gang med studiet igen. Da vi fik fri, fik jeg meldt mig til valgfag, og så fik jeg købt alle bøgerne. Og så var jeg sådan set klar. Så mit udbytte af den første uge har været tre gange undervisning, en helveds masse penge brugt på bøger, to biografture (Shutter Island og Alice in Wonderland), og så blev det også til en masse alkohol både fredag og lørdag.

Så mht. de punkter jeg stillede op for mig selv i mandags, så mangler jeg kun at opdatere min SU, men det kan jeg først når jeg får tilsendt koden til min digitale signatur, som jeg har bestilt. Det er fabulous!

I aften er der så Oscar uddeling og i den anledning tænkte jeg at jeg ville komme med mine hurtige bud på hvem der vinder, hvem der burde vinde og hvem der skulle have været nomineret.

Best Picture
- Vinder: The Hurt Locker
- Bør vinde: The Hurt Locker
- Snydt for nominering: (500) Days of Summer

Best Director
- Vinder: Kathryn Bigalow for The Hurt Locker
- Bør vinde: Kathryn Bigalow for The Hurt Locker
- Snydt for nominering: Spike Jones for Where the Wild Things Are

Best Actor
- Vinder: Jeff Bridges for Crazy Heart
- Bør vinde: Jeff Bridges for Crazy Heart
- Snydt for nominering: Adam Sandler for Funny People

Best Actress
- Vinder: Sandra Bullock for The Blind Side (Føj!)
- Bør vinde: Carey Mulligan for An Education
- Snydt for nominering: Zooey Deschanel for (500) Days of Summer (og hun skulle også have vundet)

Best Supporting Actor
- Vinder: Christoph Waltz for Inglourious Basterds
- Bør vinde: Christoph Waltz for Inglourious Basterds
- Snydt for nominering: Anthony Mackie for The Hurt Locker

Best Supporting Actress
- Vinder: Mo’Nique for Precious
- Bør vinde: Mo’Nique for Precious
- Snydt for nominering: Mélanie Laurent for Inglourious Basterds

Best Original Screenplay
- Vinder: Inglourious Basterds
- Bør vinde: The Hurt Locker
- Snydt for nominering: (500) Days of Summer

Best Adapted Screenplay
- Vinder: Up in the Air
- Bør vinde: District 9
- Snydt for nominering: Where the Wild Things Are

Derudover kommer Avatar til at vinde en røvfuld tekniske priser, og det kan man ikke sige noget imod. Men tænk engang at Sandra Bullock(hende der var med til at bryde mig ned med film som Speed 2 og de der Agent Catwalk film!) Forfærdeligt! Til gengæld bliver det fantastisk at se The Dude vinde en Oscar!

Regina Spektor

I loved Regina Spektor first.

 

 

Samson

Us

Hero
Den hedder bare Hero, ikke Hero of the Story som videoen siger.

Hørt på TV2 News:

En af værterne afslutter et indslag:
- "...Politiet har stadig ingen spor omkring gernings-motiv eller -våben."
Den anden vært tager over, ved at lægge op til et båndet interview:
- "Politietchef siger at de stadig mangler en idé om mordvåben og motiv, som du også lige sagde."
Der bliver stillet om til politichefen, der fortæller at de stadig ikke ved noget om motiv eller mordvåben.

...

Med hvad med motivet?

On the road again

Så sidder jeg i bilen på vej til Århus, og jeg må indrømme at jeg glæder mig ret mig. Der er en hel rodekasse af ting jeg skal have ordnet når tiden er til det, så det bliver næppe en afslappende oplevelse. Men det bliver rart at have noget at give mig til, i stedet for bare at sidde og kigge.

- jeg skal først og fremmest pakke ud.
- jeg skal have ændret min addresse.
- jeg skal få internettet op at køre så jeg kan få mig en digital signatur.
- jeg skal have opdateret min SU oplysninger, så jeg igen kan få SU-lån (gerne med tilbagevirkende kraft).
- jeg skal have købt bøger til undervisningen.
- jeg skal finde ud af hvad jeg gør med valgfag.

Og så er der lige det der med at finde lejlighed fra juni, og et arbejde. Og nå ja, så skal jeg lige huske at nyde det hele.

I aften kunne jeg godt se mig selv i biografen.

Delirious?

Flytte, flytte, fuckmand

Jeg burde egentligt være super glad lige nu. Jeg hører Entakt, imens jeg så småt er begyndt at pakke. Jeg flytter jo på mandag. Tilbage til Århus efter over to måneders fravær. Det bliver fantastisk, men hvorfor er jeg så ikke glad?

Jeg hader at pakke. Specielt denne gang, fordi jeg ikke skal pakke det hele. Simon har valgt at lade sine møbler og sådan stå, så jeg skal bare pakke de ting jeg får brug for de næste tre måneder. Dvs tøj, bøger, computer og dvder. Dvderne er ikke engang vigtige, men jeg kan ikke tage afsted uden. Det er slemt nok at jeg er kommet frem til, at det nok er klogest at efterlade cderne.

Måske er det det? Tanken om at jeg bare kommer til at bo til låns nærmest. En anden mands seng, en anden mands møbler, ja faktisk en anden mands værelse. Samtidig ved jeg, at om tre måneder skal jeg flytte igen. Hader at flytte. Ved ikke hvor jeg skal flytte hen. Hvis jeg er heldig finder jeg noget fedt nede i byen, det kan også være at jeg til sidst bare bliver nødt til at takke ja til et lille lorte værelse i Brabrand. Måske finder jeg ikke noget, og så ryger jeg tilbage her til. Jeg hader få ting mere end den usikkerhed. Og oven i det hele, er der lige det der med at jeg er kommet en måned bagud med uddandelsen, som jeg skal hente - hvilket sikkert bliver gennem ekstra eksaminer. Yay.

Jeg ville ønske jeg kunne sige, at der var styr på mit liv. At jeg vidste hvad jeg ville, hvor jeg ville det og hvem jeg ville have med. I stedet er det mig der panisk famler i blinde efter bedre tider. Jeg håber mere end noget andet at jeg kan tage på Roskilde med fornyet glæde. Et lækkert sted at bo i flere år, et klart mål med min uddannelse og en sød tøs til at holde mig i hånden når jeg har brug for det. Som nu.

Når det så er sagt, så glæder jeg mig til århus igen. Uanset hvad fremtiden bringer, så vil jeg hellere gå til grunde omgivet af venner og en by med sit eget liv.

Det vil altid være sjovere at surmule i smilets by.

Deftones til DK

I forlængelse af min tidligere blog, så fandt jeg lige ud af i dag, at Deftones er blevet offentliggjort til en metal festival i København. Jeg burde vel egentligt glæde mig, men jeg kommer ikke afsted. Det ligger midt i juni, hvor jeg sikkert er ved at gå amok med eksamen til op over ørerne. Derudover koster billetten 600kr. og det er i københavn. Det gør mig lidt ked, da det nok betyder at de ikke kommer til Roskilde, og så får jeg ikke set dem, selvom de kom til landet.

D'oh!

Robyn & Diamond Eyes

To nye og gode ting er sket i den lille klokke som jeg kalder en tilværelse. Ingen af dem har direkte indflydelse på min tilværelse, men begge gør mig glad og får mig til at føle at sommeren er lige om hjørnet. Kort kan det siges at Deftones har udgivet et nyt nummer, og at Robyn igen spiller på Roskilde!

Det er så her jeg vil prøve at sætte ord på min begejstring.

At Robyn kommer til Roskilde er fan-fucking-tastisk! Så hende på Cosmopol i 2008(tror jeg det var?), og hun blæste mig fuldstændigt væk. Hun er kommet så utroligt langt siden de tidlige dage, hvor hun blev markedsført som Sveriges Britney Spears og hittede med Do You Really Want Me og Show Me Love. Allerede den gang var jeg helt forelsket, og det var så en forelskelse hun vakte til live den aften i 2008. Hun er vanvittigt fræk, uden at det  er på den pornoagtige måde. Hun hviler virkeligt i sig selv, elsker musikken, synger fantastisk og så er hun en selvstændig kvinde, der siger hvad hun mener. At hun så også har de der smukke øjne, jeg elsker så højt, er bare endnu mere fantastisk. Det er en helt bestemt slags øjne, som jeg på det seneste er begyndt virkeligt at lægge mærke til. De har en særlig farve og en særlig glans. Robyn har dem, Zooey Deschanel har dem, og min lillesøster Laura har dem. Kunne nævne et par stykker andre, men jeg aner ikke hvem der læser det her, og jeg vil ikke afsløre mig selv på den måde. For jeg kan forsvinde helt i de øjne. Men sagen er, at koncerten i 2008 endte med at blive et fantastisk festfyrværkeri, og måske den mest intense koncert jeg nogensinde har været til. For nogle dage siden twittede (internetsprog FTW) hun også, som svar på min begejstring over annonceringen fra Roskildes side, at koncerten i 2008 ærlig talt, var den bedste koncert hun nogensinde har givet. Det siger en del. Tør ikke håbe at det bliver lige så fedt i år, men jeg skal gøre mit ypperste for at give lidt igen. Så fedt!

Det andet kan forklares med en sætning: Deftones er mit band. Jeg er vokset op med dem, og de har været soundtrack til min tilværelse, lige siden jeg fandt ud af at musik var andet end MTV(den gang de rent faktisk spillede musik) og sodavandsdisco. De var sammen med Korn bannerfører for den nye og moderne form for metal, der blandende de hårde riffs med de poppede melodier og de hiphop-agtige beats og attituder. Det var et kæmpe hit den gang i midt 90'erne og fødte bands som Limp Bizkit og Linkin Park. I starten af det nye årtusinde, da Linkin Park virkeligt eksploderede, blev det dog klart at genren var ved at dø. Det var det samme og det samme der blev lavet. Limp Bizkit døde og Korn valgte at følge Linkin Park og lave popmusik. Allerede på det her tidspunkt, var Deftones længe ude af den her kasse. De har altid gået deres egen vej, og deres albums repræsenterer alle en udvikling, der gør at selv sådan en som mig ikke er gået død i det. Jeg er blevet ældre og min musiksmag har ændret sig, men når et nyt Deftones album har ramt gaden, har det også ramt mig. Ikke fordi det er lyden af mine teenager år, men fordi musikken er blevet mere moden, og simpelthen bare holder. Ja, deres White Pony album fra 2000 står stadig som mesterværket, men alle deres albums har været relevante, hvilket man ikke kan sige om mange andre af de bands der sprang ud af bølgen i starten. De har længe arbejdet på nyt album, men det blev stoppet brutalt da deres bassist i november 2008 var indvolderet i et trafikuheld, der den dag i dag  stadig holder ham i en semi-koma tilstand. Dette satte selvfølgelig tingene i perspektiv for bandet, og de var ved at bryde op. I stedet valgte de at skrotte det næsten færdige album de havde lavet, for at skrive et nyt. Og nu er det så ved at være snart. Diamond Eyes, som albummet hedder, udkommer til Maj (hvilket måske åbner for en Roskilde koncert?) og de har i dag udgivet et nyt nummer på deres hjemmeside. Det er altid særligt for mig at høre et nyt Deftones nummer, og jeg må sige at jeg endnu engang blev overrasket. En vanvittig fed intro og så kører det ellers bare derud af. Det lyder mere som det gamle Deftones end det nyere, og sangen kunne godt være at finde på White Pony med en anden produktion. Men det er forfriskende at høre, at de har fået noget så fedt ud af en masse dårligdom som de har været igennem.

Det giver mig håb.

Om en uge er jeg i Århus igen. Det bliver så lækkert. Kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig.

Rumours of my death...

...have been midly exaggerated.

Det er endnu engang ved at være noget tid siden jeg sidst har gebærdet mig på disse sider, og endnu engang må jeg altså forklare, at det ikke er dovenskab, travlhed, dårlig blogstil eller et pludseligt indskud af det der "liv". Tværtimod, fristes man til at sige. Sidste blog forklarede hvordan hele min familie lå syge, og hvordan jeg egentligt bare kunne vente på at det blev min tur. Heldigvis skulle jeg ikke vente så længe. Det er så betydet at jeg ikke har kunne have computeren tændt. Folk der kender den satan, ved at den larmer helt ustyrligt. Ikke godt når man er syg.

Hen over tirsdagen begyndte jeg så småt at få det dårligt, og natten til onsdag fik jeg ikke sovet. Jeg havde vildt ondt i halsen, og det forhindrede mig i at sove. Det fortsatte så selvfølgelig onsdag, hvor jeg også lige fik smidt snot i hele ansigtet. Jeg tog til læge (på min fødselsdag :( ) og blev sendt hjem med den vanelige "det er sikkert intet". Gu' er det da noget! Jeg har ikke sovet pga af det, og det smadrer min fødselsdag! Nå, tiden gik og det blev ikke bedre. Lørdag begyndte det at stoppe med at gøre ondt i halsen, og i stedet fik jeg vild tinitus og begyndte at mærke en bihulebetændelse komme snigende. Mandag måtte jeg så til lægen igen, og jeg fik udskrevet noget pencilin. Derfra er det stille og rolig blevet bedre, til den punkt at jeg endeligt i nat kunne sove! I går sov jeg fantastisk fra kl 6. om morgenen til kl 10, men i nat sov jeg rent faktisk gennem natten! Det er første gang jeg har fået mere et et par timers sammenhængende søvn siden tirsdag i sidste uge! 10 dage uden søvn plejer jeg at kalde festival, men jeg skal love for at der intet festlig var over det her. Det var et helved. Heldigvis(?) var det ikke den influenza som resten af familien havde fået. Der var lige en time til to, hvor jeg havde alle influenza symptomer for fuld udblæsning (føj for et ordvalg), hvor jeg så også troede at jeg skulle dø, men ellers blev jeg forskånet for det stads. I stedet fik jeg så lov til at ligge og tælle timer hver nat i en uge. Yay.

Det er en besynderlig ting, for man kan virkelig gejle sig selv op i sin frustration. Der var tidspunker hvor jeg var seriøst sindssyg; bare sad under min dyne med sveden dryppende af mig, rokkede frem og tilbage og skiftevis grinede, græd og nynnede Miley Cyrus' Party in the USA. Andre gange, fik jeg talt fornuft til mig selv, og fik pulsen ned så jeg kunne slappe af. Her lå man så og prøvede på at sove. Det er ikke en god taktik. Man skal ikke prøve. Det endte med at jeg næsten behandlede det som en gåde. I ved hvordan tankerne bare flyver afsted lige før man falder i søvn, i det der semi-drømmeland. Her blev det til at spil, hvor jeg skulle udføre en række handlinger i en bestemt rækkefølge for at få lov at sove. Disse kombinationer sluttede altid med et kæmpe snøft, eller et vildt host. Og så var jeg jo vågen og kunne starte forfra. Som ugen gik blev dette spil udvidet, og det var som om der kom flere personer med. Jeg måtte ofte minde mig selv om at jeg var alene. Det var vildt fucked. Søvnløshed har jeg før været plaget af, men aldrig så ekstremt. Aldrig så vildt, at min største irritation den ene nat, var jeg ikke kunne græde fordi det gjorde for ondt. I går nat var det så en helt vild hosten der smadrede søvnen. Indtil kl 6, hvorefter jeg så pludseligt vågnede op kl 10 og havde det fantastisk. I går var stadig en syg dag, men jeg sov sgu ud i nat, og jeg føler helt sikkert at jeg er ved at være oven på igen.

Det manglede fandme også bare. Jeg har aldrig haft svært ved at se når det går mig skidt, og jeg er super god til at have ondt af mig selv, men det her har fandme været nogle vilde måneder. Efter mit blindtarmseksperiment, lovede jeg mig selv at ændre det. Jeg skulle ikke være så emo, for jeg har det skide godt. Der findes mange folk der har det værre, og jeg vil ikke gå og være ynkelig, når jeg kan sprede glæde. Yeah well, efter to måneder i en papkasse fyldt med økonomiske problemer, ensomhed, afslag på bolig flere gange, og en masse rod i mit hovedet der skulle gøres noget ved, begyndte det at lysne. Jeg fik penge, jeg fandt et sted at bo og så videre, og så bliver jeg selvfølgelig bundet til sengen i over en uge. Fordi det har jeg jo gjort mig selv fortjent til. Jeg vil ikke ynke, jeg vil blot konstatere at selvom jeg godt ved der er mange, i vis situation jeg ville have det værre, så har jeg kun min egen referenceramme. Jeg kan ikke tage hensyn til hvordan andre har det, når jeg selv skal tage temperaturen på mit liv. Og jeg synes fandme jeg har brugt min uheldskvote. Jeg ville ønske, at jeg troede på skæbnen. Fordi så var der i det mindste nogen man kunne pege fingre af, mens man tænker at hvis det er meningen at det skal gå, så går det nok. Og min idé om karma er også ved at ryge ud af vinduet, for jeg mener ikke jeg har gjort mig fortjent til den her tur. Jeg har fejlet, og lavet en masse lort, men jeg har altid selv været den det er gået ud over, så jeg synes det er unfair.

Men ikke mere brok, fordi NU lysner det. Jeg kunne mærke det da jeg vågnede i morges. Som om man vågnede fra et mareridt. Herfra løfter jeg panden og møder verden med et smil og et håb til at bære mig frem. Hvorfor? Fuck hvorfor. Lige om lidt smelter sneen væk, bladene springer ud og før jeg ved af det, danser jeg rundt i sommersolen igen. En sommer med Roskilde, og i år med en tur til Toscana med gutterne. I den anledning vil jeg lave en iTunes playlist med en masse glad musik. Og her vil jeg fortælle om et par forestående ting som jeg glæder mig til. Nogle ved jeg sker, andre måske, nogle ved jeg hvornår, andre ca.

- Jeg skal flytte. Marts, allerede. Det er jo lige om lidt. Jeg glæder mig til at aftale med Simon hvornår jeg skal hente nøglen, og så bare kan gå ud af mit værelse og være midt i Århus. Jaja, det er midlertidigt, men det er midt på Mejlgade, og det er en uendelighed bedre end det jeg har nu. Jeg glæder mig så meget til Århus igen. Forhåbentligt kan jeg følge med på studiet, selvom jeg er kommet en måned bagud.

- Brno. Aner ikke  hvordan det udtales, men der går årets studietur hen, og jeg håber jeg kan komme med. Deadline'en er passeret og derfor skrev jeg en sød mail til Annelis, hvor jeg forklarede at det først på dags dato (2. februar) var blevet muligt for mig at vide om jeg kunne komme med. Hun skrev tilbage at hun ville høre dem ad i Brno, og vende tilbage til mig. Som jeg forstår det har hun bestilt hotelværelser, og jeg kan ikke i min vildeste fantasi se, at det skulle være et problem at der kom én mere med. Men ak, hun har ikke svaret endnu, og jeg synes det er længe siden jeg skrev. Vil jo bare gerne vide om det kan lade sig gøre. Ville være weltclass!

- Roskilde Festival har en blog konkurrence, hvor de vil vælge 9 som skal blogge om og fra festivallen. Jeg søgte ind for længe siden, og selvom jeg ikke tror jeg bliver valgt, så ser jeg lidt frem til deadlineen på lørdag. Det ville været alt, alt for fedt at komme gratis til Roskilde, med fuld adgang og så bare for at skrive om det. Noget jeg jo kommer til at gøre alligevel. Jeg aner ikke hvornår de kontakter vinderne, men jeg tror som sagt ikke på det. Vil ikke skrue nogen forventninger i vejret, da jeg ved, at jeg ville blive skuffet ved at afslag, selvom jeg vidste jeg var dårlig.

- Måske skulle jeg holde øje med tilmeldingen til at bliver tutor igen? Det var jo en fantastisk oplevelse første gang. Men gider jeg virkeligt at være ham der har prøvet det før, og har styr på en masse? I think so!

- Sommer. Varme. Roskilde. Venner. Grilmad. Toscana. Varme.

Jeg er glad for at glæde mig.

Kolesterolfest og svinepest

Jeg har lige været ude og poste tre breve. I ved, breve, de der mails lavet af papir, som man putter ned i de der store røde skraldespande. Tre breve der stort set sikrer min videre eksistens som et selvstændigt menneske. Ét brev der gør at jeg er nu er forsikret så jeg kan leve livet, ét brev der giver mig penge til at leve for og ét brev der giver mig at tag over hovedet til at leve under. Hvis nu de breve bliver væk i posten, så er jeg på røven, men hvis de når frem flytter jeg til Århus til Marts. Det bliver underligt, men forfærdeligt godt, at komme tilbage. Komme i gang med at leve ordenligt igen. Og så kommer jeg til at på på Mejlgade, lige over for Ris-Ras og en spytklat fra Loco. Det bliver crazy. Men jeg må huske at minde mig selv om at det er midlertidigt. Jeg skal stadig lede efter et permanent sted at bo. Det ville ligne mig at glemme det indtil en måned før jeg skal flytte igen. Men nej, nu skal jeg fandme have styr på mit pis.

I nat sad jeg oppe hele natten og så afslutningen på en fantastisk NFL sæson. For mig har det være lækkert at se Bengals have en god sæson, selvom mange ting kunne forbedres. Næste år har vi et vildt svært program, så det bliver næppe til playoffs igen, men man har lov at håbe! I går skulle finalen så spilles, og det endte også med at blive en forrygende kamp mellem de to hold der har været bedst gennem hele sæsonen. New Orleans Saints endte med at vinde og udløse en kæmpe fest i den hårdt ramte by. Det kom blot dage før deres kæmpe store byfest Mardi Gras, så det betyder at en hel storby i USA nu ligger i sprit de næste tre uger. Det har de fandme fortjent. Ville ønske jeg kunne være der med dem.
I stuen på Als var der endnu engang lagt op til den helt store Kolesterol Bowl. Den der burger er fandme nasty. Den smager godt, men man skal ikke tænke over hvad man spiser, og når dit hjerte begynde at hamre skal de bare skylles til ro med Cola. Det er den klassiske opskrift på en Roethlisburger, som er opkaldt efter Pittsburgh Steelers QB Ben Roethlisberger. Den består af en kæmpe klump kød, røræg, bacon, ketchup og en masse smeltet cheddarost. Ikke noget salat, eller noget sundt på nogen måde. Hvis dit kolesterol-tal ikke er højt i forvejen bliver det det efter sådan en omgang. Hey, det er kun Super Bowl én gang i året.

Ellers er alt helt ad helveds til herhjemme. Lucas var åbenbart blevet ramt at svinepesten, og selvom han er ved at være ovenpå igen, så har han smittet min far, Line og lille Laura. Så det er jo fantastisk. Line forlod sengen for første gang siden mandag i går, Laura græder konstant og min far forsøger at bide det i sig, at tage sig af de to, samtidig med at Lucas jo heller ikke er helt på toppen. Jeg stiller mig til rådighed som jeg kan, men Laura og Lucas vil jo ikke have mig men far eller mor. Det bliver godt når de begynder at blive raske. Og nu hvor jeg har holdt mig sygdomsfri de første par uger, så synes jeg bare at jeg skal styre helt uden om. Gider ikke til at være syg nu. Ikke nu hvor  mit held lige skal til at vende til det bedre.

Den store sorte og den blå

Nogle af jer kan måske huske, at jeg havde en EP på min top 10 over de bedste udgivelser i 2009. Det var to meget unge svenske tøser, der fik fortryllet mig med deres håndtering af den klassiske folk -sangskrivnings- disciplin. Den lethed der præger deres EP, de livskloge tekster som langt overgår pigernes alder og ikke mindst de smukke vokalharmonier, lyder alt sammen som startskuddet på en karriere bland de allerstørste. I starten af de nye år har de så smidt deres debut album på gaden. The Big Black and the Blue, hedder det.

Det er så her jeg går lidt i stå, og må indrømme at jeg simpelthen ikke kender de superlativer der bedst beskriver dette album. Det er et album der er fyldt med overraskelser. Jeg måtte stoppe mig selv i at fortælle om de forskellige højdepunkter, da det slog mig at jeg lige havde opremset de første 6 numre på pladen.

Igen må jeg sige at jeg simpelthen ikke forstår at de ikke er ældre. En ting er deres greb om det engelske sprog. Jeg har selv en søster på 15 og en bror på 18, ingen af dem kan engelsk som de her to svenskere der er adskillige år yngre. Hell, jeg ville ikke kunne skrive på engelsk som de gør. De billeder maler med ordene er på et meget højt niveau og gør, at folkscenen bliver nødt til at vurdere dem på lige fod med de ældre og mere etablerede kunstnere. Det går ikke at kalde dem børn og vurdere deres musik ud fra det kriterie at de er nogle små dygtige nogen. Jeg ved godt at jeg selv gør det lidt nu, men det er fordi det simpelthen er vildt. Det er nemlig ikke bare teksterne, albummet bugner af melodier, harmonier og stemning som jeg er sikker på mange etablerede navne, ville give en arm eller to for at have skrevet.

Sangskrivningen er (selvfølgelig) også af høj klasse. Jeg vil meget gerne hive en enkelt sang ud, men det er simpelthen opgave i sig selv. Lige nu er det Heavy Storm der lyder fra mine højtalere, med et vanvittigt betagende omkvæd og en tyk stemning af melankoli og længsel.
Nu er det Ghost Town, der er den klassiske "jeg elsker dig, men jeg bliver nødt til at rejse med min musik - jeg kommer tilbage til dig en dag" sang, som alle country- og folk-folk (høhø) har minimum én af. Det er klichéfyldt, men det er simpelthen så veleksekveret.

Jeg bliver nødt til at stoppe her, selvom jeg kunne blive ved. Alle bør tjekke dette band ud. Især hvis man er medlem af Klub P3 - The Rumor Said Fire er det bedste band nogensinde.  Jeg efterlader jer med videoen til førstesinglen Hard Believer, fordi det naturligvis også er en fed video. Og så vil jeg ellers smutte over og se Up!



Nå ja, haha, som om det var en lille og ubetydelig ting, så kan jeg lige fortælle at jeg har fundet et sted at bo i Århus. Godt nok kun fra Marts til Juni, men det giver mig tid og ro til at finde noget permanent, samtidig med at det gør mig i stand til at fortsætte mit liv. Det er SÅ vigtigt!

90% trådløs, 10% pis

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, jeg sidst underholdte mig selv her på siden. Det har der været flere grunde til, men hovedsageligt er det fordi vi har fået nyt internet. Nu 100% trådløst. Det er min computer ikke skide glad for. Fordi mit værelse er lidt afsides er signalet ikke i top, hvilket resulterer i at der sjældent er hul igennem, og når der så endeligt sker noget, er det ikke unormalt at hele min computer låser. Det gider jeg selv sagt ikke bøvlet med, medmindre det er strengt nødvendigt.

Nej, det er ikke fordi der ikke har været noget at skrive om. Faktisk tvært imod, fristes man til at sige. En ting er at jeg har fået penge. Eller det vil sige, jeg har fået adgang til penge. Fik endeligt nosset mig sammen til at få skiftet bank. Så jeg er nu eks-jyske bank kunde, og aktiv danske bank kunde. Wuhu. Så nu har jeg råd til at flytte, men intet sted at flytte hen. I den anledning var jeg så i Århus i mandags for at kigge på et værelse. Det var stort og super lækkert, men selvfølgelig var jeg ikke den eneste der syntes det, og den endte med at gå til anden side. Selvom jeg var én ud af mange, gjorde det ondt og jeg kunne så godt se at jeg næppe når at komme tilbage til Århus før semester start. Der er simpelt hen ikke tid nok. De starter jo allerede på mandag.

Men jeg har noget nyt linet op. Takket være Reimer så skal jeg op og kigge på noget nyt på tirsdag. En af hans venner skal til udlandet og læse og fremlejer så hans lejlighed fra marts til juni. Skrev med ham, og jeg er indtilvidere den eneste kandidat, så jeg tror det er sådan det bliver. Så har jeg nogle måneder i Århus til at finde mig et godt sted. På den måde risikerer jeg ikke at ende i en lille lortet hule, hvilket giver mig lidt ro. Så må jeg også lige op på dramaturgi på tirsdag, og aftale hvordan det hele skal forløbe.

Der kan man bare se, så kan det være at det stille og roligt begynder at lysne for mig. Man har vel lov at håbe.

Derudover har jeg ny mobil. Den gamle gav op. Den kunne slet ingenting til sidst, så den røg ud. I stedet købte jeg en HTC Touch Pro 2. En dyr satan, men hvor er den lækker! Den er også yderst praktisk når nu internettet fucker med min computer. Sidder f.eks. og skriver på den nu. Den har fuldt tastatur, som man lige kan folde ud, når det er nødvendigt. Skide smart!

Og hov ja, på mandag tager jeg lige endnu et smut på sygehuset. Da de fjernede min blindtarm så de et eller andet unormalt på min lever, så det skal lige skannes. Er sikkert intet. Famous last words...

En historie værd at fortælle

Det er meget sjældent at jeg finder at spil, som jeg virkeligt bliver grebet af. Ofte spiller jeg spillene i nogle timer, og mister så langsomt interessen. Der har været få untagelser som Monkey Island serien og Baldurs Gate ditto, men ellers er det meget få spil jeg rent faktisk har gennemført. Hvorfor ved jeg egentligt ikke, for jeg kan komme i tanke om mange rigtig gode spil, som jeg ikke har spillet færdigt. Det er ikke fordi jeg ikke har tålmodigheden, og det er ikke fordi de er for svære. Jeg tror det er fordi der er forskel på et godt spil med god historie eller godt gameplay, og så et spil med en historie eller karakterer som man bliver revet med og engageret i. Monkey Island er et klasse eksempel her på. Der er ingen forrygende historie. Alle spillene følger stort set den model der hedder: Elain bliver kidnappet (eller på anden måde forsvinder), mens Guybrush skal forsøge at stoppe LeChuck og finde Elain på samme tid. And what do you know, ofte finder han dem begge samme sted, og får sat en stopper for LeChuck mens han igen vinder Elain. Det er ikke en genial historie, men man bliver revet med af den platte handling, og engagerer sig i karaktererne. Til det punkt, at man vitterligt får det dårligt, når der i det nye Monkey Island bliver sat spørgsmålstegn ved to af Guybrushes evige hjælpers oprigtighed. Dét er en kæmpe præstation.

Filmen Avatar er også et godt eksempel. Historien er set mange gange, men fordi den er så fokuseret og stærk narrativt, bliver man engageret og man ender med at få en god oplevelse.

Historiefotællingen er et aspekt af såvel film-, spil- og teater-medierne som simpelthen er blevet overset de sidste mange år. Simpelthen fordi skaberne ikke har lært at en god historie er ikke lig en god fortælling. Man kan sagtens gøre en endimensioneret og uopfindsom historie, til en fantastisk fortælling. Just som filmen om Da Vinci Mysteriet er et fremragende eksempel på, at en god historie sagtens kan være en forfærdelig uinteressant fortælling.

Grunden til at jeg skriver det her, er at jeg de seneste par dage er blevet taget med storm af et nyt spil. Uncharted 2: Among Thiefs (billedet). Det er ikke historien om en skattejæger der vil ud og lede efter Marco Polos forsvundne skibe og følge hans spor til Shambala, der gør det. Det er ikke det Tomb Raider agtige gameplay, hvor man både løser gåder ved at kaste sig rundt i store fantasifulde langskaber, skyder en masse badguys og sniger sig rundt i mørke grotter. Det er ikke den fantastiske billed- og lydside og det er ikke det fantastiske filmiske udtryk der præger hele spillet. Det er ikke engang alt dette kombineret. Ikke kun i hvert fald. Det er den udefinerbare trang til at se hvad der sker rundt om næste hjørne. Jeg oplevede noget jeg ikke har oplevet endnu. Jeg blev fuldstændigt opslugt af spillet og kunne seriøst ikke lægge controlleren fra mig. Det er resultatet af en god gang historie fortælling og et rigtig godt greb om de narrative virkemidler. Karaktererne er troværdige, sjove og selvom de er fantastiske, kan man sagtens se sig selv eller andre i dem.

Vil egentligt ikke sige for meget om spillet, men det er en skam at historiefortællingens kunst er næsten uddød i en tid hvor det vrimler med gode og fantasifulde historier.

Hvis du har en PS3 skal du have spillet, og hvis ikke så kom og besøg mig så spiller vi. I could use the company!

To lange og fem hurtige

Disse to ting er mig meget vigtige for tiden:

The National
Lige pt. er de soundtracket til alt jeg foretager mig. Det er virkeligt fantastisk musik. Hvis jeg ikke hører deres musik, så går jeg og har brudstykker af dem i hovedet, eller også sidder jeg og spiller dem på guitar. Specielt nummeret 90 Mile Water Wall fixer jeg konstant for tiden. Så sørgelig. Jeg hader at fortolke sange, men når jeg hører den sang får jeg et billede i hovedet, jeg ikke kan komme af med. Et billede af en mand, der har erklæret sin kærlighed til en kvinde og blevet afvist. En mand på hans mest sårbare, stå og kigge ned i jorden og ønske sig væk. Ikke fordi han vil væk fra hende, men fordi han tror hun vil have det bedre uden ham.

Og nyd lige den violin...


Californication
Jeg fik lige set sidste afsnit af sæson 3, og jeg må sige at jeg var lidt blæst væk. Så modigt et afsnit, og en perfekt afslutning på en hæsblæsende sæson. Jeg er altid imponeret, når man kan skabe så meget spænding og på en meget hektisk måde, uden at miste synet for den egentlige fortælling. Gennem hele sæsonen sidder man ofte og krummer tæer, på Klovn-agtig facon, fordi man ved det går galt. Men til forskel fra Frank Hvamm i klovn, kender Hank Moody konsekvenserne af alle sine handlinger, han har bare ikke rygraden til at ændre noget. Men i de sidste par afsnit kommer alle skeletterne ud af skabet, og vi ser en mand i frit fald, indtil han får nosset sig sammen, vinder pigen og den umiddelbare lykke. Kun for at blive indhentet af fortiden en sidste gang. I mine øjne kunne serien slutte hvor sæsonen gør det. Det ville være det moralsk og kunstnerisk rigtige at gøre, men for pokker hvor er jeg glad for at sæson 4 er på vej.

Fem hurtige tanker:

* Avatar er en fabelagtig film. Jeg synes ikke folk skal hænge sig i at historien er uoriginal. I bund og grund er det en god historie, der er skide godt fortalt, og hvis folk ikke værdsætter god historiefortælling er det sgu sørgeligt. Tænk på hvor mange kunstværker verden ville være snydt for, hvis alle skulle være originale! Ps. Visuelt er den et vidunder.

* Jeg glæder mig til at se om Bengals kan vaske en pinlig indsats i søndags af sig, og give New York Jets en røvfuld på lørdag. Blot deres 2. playoff kamp siden 1991, og så skal den fandme sidde der!

* Jeg er begyndt at spille guitar igen. Det er en skam at der ofte går så længe imellem, for det betyder at jeg aldrig for oparbejdet mine skills, til mere en lejrbåls brug. Og hvorfor er det så svært for mig at synge samtidig? Lige så snart min høre hånd skal bevæges lidt uden for en 4-4 takt, så fucker jeg helt op hvis jeg samtidig synger. - Overdrivelse fremme forståelsen, men hør 90 Mile Water Wall igen. Den rytme gider min hånd ikke, hvis jeg synger samtidig.

* Jeg synes Torchlight er et fedt spil. Fedt og ikke mindst billigt! €9 kom jeg af med via Steam, og det er klart alle pengene værd! Det kan bedst beskrivelses som en spillemæssig efterfølger til Diablo, mens vi venter på Diablo 3.

* Jeg er ved at være træt af ikke at have plads.

Emo-Cules part I

Jay-Z feat. Eminem - Renagade

Som jeg sidder på mit lille, trange værelse på Als og kigger på det rod der engang var en lovende tilværelse, med gode karakterer, lys fremtid, socialt overload og en vægt på to cifre, skal jeg til at finde ud af hvad jeg gør.
(fy for pokker hvor er det et nice nummer det der)
"Hvad jeg gør" er meget bredt sagt, for sandheden er at der er mange ting der skal ordnes. Både konkrete ting, og ting og sager jeg skal have ud af systemet inden de æder mig op. Jeg vil ikke sidde og klynke som en anden emokid, men det ender med at fucke mig helt op det her.

Det første der skal ske, er at jeg skal væk herfra. Intet ondt sagt om min familie, men det er ikke mig. Jeg skal ud hvor jeg kan være mig selv, lave mine egne rammer for en tilværelse og selv putte indhold i. Her er rammerne lagt, og rammerne er så trange, fordi vi er så mange, at der ikke er plads til at fylde dem med et ordenligt liv. Ikke at det liv de lever, ikke er ordenligt, men de er 6 mennesker der har fået en ramme til at fungere, og så kan jeg ikke bare komme med alt mit lort, og regne med at det hele bliver bedre for mig. Ud og stå på egne ben. Så ja, væk skal jeg. Men hvordan kommer jeg så lige det, uden penge? Og væk hvorhen? Og Hvornår?

Det sidste er let at svare på. Hurtigst muligt. Pengene er et problem der kan løses enten via banken, eller arbejde. Men hvorhen har vist sig sværre end jeg havde ventet. Den nemme beslutning, ville være at flytte tilbage til Århus, hvor jeg efterhånden har fået skabt mig noget der ligner en tilværelse. Men spørgsmålet er om det egentligt er det jeg vil? Jeg har en masse fantastisk venner, som jeg savner hver dag, men dem kan jeg ikke tage hensyn til. Ikke denne gang. Jeg kom i første omgang til Århus fordi Kathrine skulle, så selvom jeg ikke nåede at se Århus med hende, så var det ikke et helt ærligt valg overfor mig selv. Jeg har altid gerne ville til København. Hvis jeg glemmer alt om venner på begge sider af storebælt, ville jeg nok vælge København. Men det kan man ikke. Jeg kan ikke glemme de venskaber jeg har skabt over de seneste par år, og jeg kan ikke glemme hvor godt jeg føler mig tilrette. Men at være glad og tilfreds er ikke at være lykkelig. Så meget har jeg da lært.

Vil det gøre mig lykkelig at komme til København, kan man så spørge sig selv? Sikkert ikke, men jeg aner det ikke hvis jeg ikke prøver. Århus har været fantastisk, og det har gjort ondt at forlade det, men jeg vil ikke sidde fast. Ikke forstået på den måde, at jeg ikke vil binde mig til en by, eller en person for den sags skyld, men jeg vil ikke sidde fast i en tilstand af konstant melankoli og mest af alt, en uendelig higen efter ting jeg ikke tør sætte ord på.

Det er vel mit egentlige problem, og har længe været det. Den higen, der driver mig frem af er den samme længsel der holder mig tilbage og langsomt æder mig op. Jeg har altid gjort mig selv stolt ved tanken om, at jeg er min egen, at jeg ikke lefler for nogen og er ligeglad med hvad folk tænker om mig. Det er også tildels rigtigt, jeg er som jeg er og ellers er jeg ligeglad. Men "som jeg er" indeholder også en trang til ikke at ville træde folk unødigt over tæerne. Eller, streg unødigt, det vil jeg heller ikke gøre hvis det var nødvendigt. Det er det, der gør at alle kan lide mig, og det er det der gør mig så helveds usikker. Jeg kan ikke bare gå op til en pige og sige "hør her, du er skide sød vil du ikke med mig hjem?"(lad os nu antage at jeg har mit eget hjem, blot for illustrationens skyld), fordi jeg er bange for at gøre hende utilpas eller fornærmet. Nej, jeg er mere tryg ved at gøre alle til mine venner, og så i stedet kvæles op inde fra når tøsen ikke ser på mig, som jeg ser på hende. Kombiner det, men min ufatteligt dårlige evne til at læse og reagere på diverse tegn, og du har en opskrift på en fyr alle undrer sig over aldrig finder en kæreste. For han er jo så sød.

"Why do I fall in love with every woman I see who shows me the least bit of attention?"

Joel Barish i Eternal Sunshine of the Spotless Mind
af Charlie Kaufman

Det overstående citat er fra min yndlingsfilm, og er noget jeg kender alt for godt. Det er ikke sjældent jeg kan stire mig helt blind på en pige, bare for at give op med begrundelsen, at jeg hellere vil have hende i mit liv som ven, end slet ikke. Selv når jeg læser det nu, giver det mening. Men det giver mig så mange aftener med dårligt humør, at det efterhånden er latterligt. Jeg tror bare det er kommet så vidt, at mit første afslag bliver manifestationen af mine bange anelser, og slår alt lyst til at prøve igen ud af mig. Så jeg må hellere være sikker, før jeg gør noget. Ved ikke om det giver mening overhovedet, men det giver nok mening til at gå mig på.

Men hey, det var ikke just svar på om jeg skal til Kbh eller Århus. Den diskussion kommer sig nok lidt af, at min mor bor lige nord for København. Idéen kunne være, at jeg flyttede ind hos hende så jeg havde en base mens jeg søgte job og lejlighed. Det kræver dog at jeg får indviet min mor i planen, og får grønt lys af hende. Det kan jeg ikke gøre med Århus. Her bliver jeg nødt til at tage det i etaper. Det var så simpelt, dengang man havde job, penge og tid. Der flyttede jeg bare. Nu gælder det om at komme så hurtigt væk som muligt. Så hurtigt, at jeg ikke ser det som en mulighed, at finde job på Als før jeg skal nogen steder.

Okay nu bitcher jeg også bare over de mindste ting. Buhuu, det er så hårdt at skulle flytte. Jeg burde lukke alt det der ude og koncentrere mig omkring, det det hele egentligt handler om:

Århus eller København. København eller Århus?