10 albums fra 2009

Inspireret af stort set alle, vil jeg lige komme med min mening om hvilke ti plader fra 2009 som alle burde høre, uanset religion, politisk tilhørsforhold eller musikalske præferencer. Midt i det hele gik det op for mig, at jeg umuligt kunne rangere dem fra nummer 10 til bedst, så i stedet er det blevet de ti bedste i alfabetisk rækkefølge. Bare lige for at gøre det klart fra starten, så er alle disse albums fantastiske, og bør høres. Hvis jeg lyder lidt negativ i en beskrivelse, så er det stadig et super godt album, og hvis jeg lyder rigtigt begejstret, så er det fordi det er reel verdensklasse.

(500) Days of Summer Original Soundtrack

Ja, jeg har et soundtrack med blandt mine ti yndlings plader i år. Og nej, jeg fortryder det ikke nu eller senere. Det er en fantastisk række sange der både komplimenterer hinanden og filmen til UG kryds og slange og det hele. Vi får blandt andet hørt The Smiths og Doves. Albummets højdepunkt er The Temper Traps uimodståelige Sweet Disposition, som er taget fra deres album Conditions, der var millimeter fra at nå min top ti. Så nu blev det nævnt her. Og se forresten filmen! Den er fabelagtig!
En at høre: Sweet Disposition

First Aid Kit - Drunken Trees

Egentligt er det blot en EP, men det skal ikke snyde dem fra en placering på min top 10, over udgivelser i år. Det er to purunge, svenske søstre der står bag denne genistreg. Man bliver virkeligt overrasket når man får at vide, at de knapt nok er teenagere. Teksterne er dybe, og deres stemmer nærmest flyder over med ærlighed. Man kan ikke undgå at blive berørt. Der er en stor fremtid i vente her.
En at høre: Deres cover af Fleet Foxes Tiger Mountain Peasant Song

Jay-Z - The Blueprint 3

Næste del af Blueprint serien, var stille og roligt gået en og blevet det mest hypede hiphop album i 2009. Forventningerne var så høje, at Jay-Z næsten kun kunne skuffe. Nogle vil tage afstand, fordi det ikke lyder som Jay-Z gjorde dengang han var ung og pusher. Jeg sætter pris på udvikling, og jeg har virkeligt ikke hørt et album som dette før, men jeg har dog på fornemmelse at der kommer flere i fremtiden. Men det er heller ikke første gang Jay-Z går i spidsen og resten følger trop.
En at høre: D.O.A. (Death of Autotune)

John Mayer - Battle Studies

Hvis der er én mand i denne verden jeg misunder er det John Mayer. Han er virkeligt sjov, han ser godt ud og så er han en fabelagtig sangskriver, og måske en af de bedste guitarister i moderne musik. Det sidste er ikke så meget i fokus på dette album, hvor guitaren har trukket sig lidt i baggrunden, til fordel for de melankolske tekster og den trykkende stemning. Der er meget smerte i dette album, og man får næsten fornemmelsen af, at dette ikke var det album John Mayer ville skrive, men det var det album han blev nødt til at skrive. Og det kan jeg kun sige tak for.
En at høre: Assassin

Kid Cudi - Man on the Moon: The End of Day

Efter introsangen, sparkes dette album igang med Soundtrack 2 My Life, og hurtigt står det klart, at denne unge gut kunne skide guld hvis han ønskede det. Det står dog lige så hurtigt klart, at det vil han ikke. Kid Cudi udfordrer sin lytter både via musikken, men så sandelig også via teksterne. Jeg vil faktisk sammenligne dem med teksterne på John Mayers album. Meget atypisk hip-hippen, beskæftiger Kid Cudi sig ikke med hvor sej han er, hvor store biler han kører og hvor mange haters han har. Han giver sig i kast med de problemer han har, som et ganske almindeligt menneske, hvis største forhindring er ham selv. Det er en modig plade, og det bør belønnes.
En at høre: Soundtrack 2 My Life

M.Ward - Hold Time

6. album fra folk magikeren M. Ward, holder hans høje standard. Det er vanvittigt stemningsfyldt, og så er det ellers bare en fryd at høre på. M. Ward er en af den slags kunstnere, der fungerer lige godt som baggrundsmusik og når man virkeligt lytter. Det er behageligt, men fyldt med så mange detaljer at man ikke bliver træt af det. Det er vanlig M. Ward med flotte tekster, godt humør og så ellers bare der ud af. Har man ikke hørt M. Ward har man snydt sig selv, og kan passende starte her.
Ps. Min elskede Zooey Deschanel gæster to numre.
En at høre: Epistemology

Mastodon - Crack the Skye

Wow. Det er den følelse jeg sidder med hver gang jeg hører dette album. Mastodon er et fænomen på den progressive metal scene. Hver gang de har udgivet et album, har de været helt i top på alverdens lister over årets metal plade. Crack the Skye ikke bare holder den standard, men er den hidtidige kulmination på mastodonternes sangskrivning. Der er skruet en anelse ned for det hektiske trommespil, og det er ikke så hårdt som de var i starten, men deres øre for melodier er enestående inden for genren og deres sangskrivning er i særklasse. Årets album, hvis du er til metal. Selv hvis du ikke er, bør de give det et lyt eller tre.
En at høre: Oblivion

Selvmord – Selvmord

Ynk, ynk, ynk. Der bliver virkelig slået på den melankolske storetromme på dette samarbejde mellem L.O.C., Suspekt og Jonas Vestergaard. Der er blevet sagt meget om hvor stort et skridt det har været for dem, at lave et sårbart og ærligt album, hvor de smider facader og parader. Det giver jeg ikke meget for, men sandheden er, at det er en samling rigtig gode sange de har leveret. Det er ikke banebrydende, det er ikke provokerende, det er bare godt håndværk. Og det gør alt hvad der er sagt om denne plade ligegyldigt. Tip til bandet: bare lad musikken tale, det går fint!
En at høre: Hver Gang Du Går

Turboweekend - Ghost of a Chance

Årets danske album. Hands down. Den klasse Turboweekend her lægger for dagen, er ganske enkelt uhørt i lille Danmark. Her er ikke bare 1 eller 2 hits, her er 11 sange af vanvittig høj karat, der alle i sin egen ret kunne bære et helt album op af middelmådigheden. Jeg vil ikke sige for meget om det her album, for jeg synes det skal tage alle på sengen som det gjorde med mig. HØR DET!
En at høre: After Hours

White Lies - To Lose My Life

Nyeste håb fra den britiske alternative rock scene. Det var det band, der fik mig til at stå til en Eagles of Death Metal koncert på Roskilde, og ærgre min røv i laser, over at jeg havde valgt forkert. Men jeg trøstede mig med, at White Lies ikke er et one hit wonder, de har bare lige skudt deres karriere i gang. De bliver store, og det med rette, for det her album er simpelthen fantastisk. Vi sakker en blanding af Joy Division, Interpol og det gamle Editors, men fuldt på højde med de tre.
En at høre: Unfinished Business

There you have it. Jeg synes egentligt det var meget sjovt. Kan være jeg gør det samme med film en af dagene. Wup Wup!

AFC North Champs + lidt jul

Sådan! Her til aften slog Cincinnati Bengals Kansas City Chiefs, i en kamp der var tættere end den skulle have været, men ikke desto mindre sikrer Cincinnati Bengals divisionstitlen! Det betyder minimum én hjemmebanekamp i slutspillet, og det er blot 2. gang siden 1990 at Bengals kvalificerer sig til slutspillet! I den anledning har jeg lige smækket den her sammen:



#15, er det nummer deres WR Chris Henry spillede med, han døde under tragiske omstændigheder kort før jul.

Apropos jul, så har den jo lige været forbi. Det var en hyggelig tid, men jeg har ikke savnet jul uden små børn i familien! Laura er ikke gammel nok til at forstå hvad der sker, men det er Lucas og derfor gejler han Laura op, så der er to små energibomber der er helt oppe at køre. Hele december. De fik nemlig en lille gave hver morgen, så Lucas var umulig at få i seng om aftenen, og stod op før en vis herrer iklæder sig fodtøj. Man skal ikke være fra Vulcan, for at beside logisk sans nok til at kunne se, at det vil gøre ham træt når vi nærmer os d. 24. Og ganske vist, blev han stille og roligt mere og mere umulig.

Selve juleaften var hyggelig. Lines mor og hendes kæreste kom, og vi fik rigtig god mad - som man nu engang gør. Vi sprang desserten over, fordi Lucas var begyndt at blive utålmodig. SÅ i stedet hoppede vi straks ind til træet og sang. Jule sange og andre sange som Lucas bestemte. Vi snakker klassikere som Lille Peter Edderkop, som Laura også kan fingerdansen til. Eller, hun ved at det er noget med fingrene når hun hører den sang. Det var meget sjovt. Trunde ville også gå med rundt om træet, men der var ikke plads nok til at hun kunne komme hele vejen rundt, så hun gik en halv omgang flere gange.

Da gaveudpaknings ritualet kom i gang, var jeg ved at få stress. Jeg lavede ikke noget, men lige pludseligt flød det hele med legetøj, og Lucas og Laura skreg hver gang de fik at vide at de lige skulle vente lidt. Det var selvfølgelig oven i den normale samtale, og det at folk pakkede gaver ud. Tror min evne til at fokusere blev presset en anelse der. Men det var fint nok. Det var jo hyggeligt, og egentligt holder vi jo julen for de små, så det var godt at de hyggede sig. Lucas blev oppe sammen med far og legede med hans nye ting, længe efter vi andre måtte give op. Han har sovet en del siden da. Men han var glad, og så var jeg glad.

Så nu er julen så småt overstået, og jeg skal igen have tiden til at gå. Jeg skal finde ud af noget med Cecilie en af dagene. Gerne inden jeg smutter til Århus for nytåret - hvilket jeg også lige skal have koordineret med betaling for mad, overnatning og sådan. For ikke at snakke om transport. Og jeg skal finde ud af om det er flere dage jeg bliver der.

Jeg vil slutte af med noget der betyder meget for mig. Noget der rør mig. Sangen er Becks cover af Everybody's Gotta Learn Sometime. Musikvideoen er fra Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Jeg har altid fundet det umuligt at vælge yndlings sange, yndlings bøger og sådan. Egentligt også yndlingsfilm, men da jeg så Eternal Sunshine døde den tvivl ligsom ret brat. Fantastisk, vidunderlig film, og i denne musikvideo går både sang og billedside op i en højere enhed. Det er mættet med stemning. I love it.

En dårlig nyhed

Turboweekend - Colors

I min seneste blog, skrev jeg at jeg ankom til undervisning, efter mit lille visit hos det offentlige, med en dårlig nyhed. Og det må man sige at jeg gjorde, men for kronologiens skyld, spoler vi lige lidt tilbage.

Engang i Oktober fortalte Martin mig, at han havde fået muligheden for at flytte hjem til Sofie. Og at han havde fået et værelse allerede fra november. Det kom lidt som et chok, fordi jeg ikke have skænket det at skulle tage stilling til min boligsituation en tanke. Men det skulle jeg nu. Jeg skulle ret hurtigt tage stilling til, om jeg ville blive boende i en dyr, dyr lejlighed, eller om jeg ville finde noget nyt og billigere. Jeg besluttede mig for at finde noget andet. Derfra havde vi så 3 måneders opsigelse. Jeg brugte et par uger på at lede lidt, og fandt så ud af at Simons roommate stod og skulle flytte. Så ret hurtigt blev det til at jeg skulle der ud, hvilket var alletiders.

Nu kom min forhindring så bare, Jeg skulle finde pengene. Da jeg flyttede ind med Martin havde jeg ikke penge til depositum, så det betalte jeg aldrig, og derfor smuttede Martin med de penge. Så nu stod jeg uden penge til min del af depositummet, som Simons roommate skulle have. Det første jeg tænkte var at forhøre min far om, om det kunne lade sig gøre at låne af ham. Han ville tænke over det. Efter noget tid fandt han ud af, at det kunne de ikke, de var spændt for hårdt op i forvejen. De stod og skulle til at købe ny bil og sådan nogle ting, så de kunne ikke finde pengene. Nå ja, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Vil ikke snylte på dem for evigt, så det gjorde mig ikke noget.

Jeg skrev til banken og forklarede situationen, at jeg gerne vil øge mit lån med 20000 ekstra, fordi jeg og skulle betale depositum, samt to huslejer i et par måneder. Og så ventede jeg ellers på svar. Jeg regnede ikke med at der ville være et problem, fordi det jo var indskud til et sted at bo, og siden jeg var studerende tænkte jeg at det ville de nok godt hjælpe med. Jeg ventede. Og ventede. Da der var gået to uger, og jeg ikke havde fået svar, skrev jeg igen for at høre om hun havde misset min besked, eller hvad der var sket. Kunne jo være hun havde været på ferie eller sådan. Hun skrev tilbage ret hurtigt, at fejlen lå hos hende, og det var hun ked af. Og så begyndte vi at skrive frem og tilbage, om hvor meget min afbetaling skulle hæves med og hvordan og hvorledes. Jeg fik indtrykket af, at hun selvfølgelig ville hjælpe mig, men bare lige skulle sikre sig, at jeg havde tænkt det godt igennem. Indtil jeg så fik et svar der hed: Nej. De ville ikke låne mig flere penge, fordi hun ikke mente at jeg så ville have nok penge at leve for hver måned, fordi jeg ikke havde garanti for et job efter uddannelsen og fordi jeg havde været for sent ude.

Hvad?

For sent ude? Ja, hvis skyld var det lige? Var det Martin fordi han slog til da han fik et tilbud han ikke kunne afslå? Var det mig, fordi jeg først lige ville prøve at gå uden om banken og spørge hos min far? Eller fordi jeg er under uddannelse, og læser noget jeg interesserer mig for, selvom fremtiden måske ikke er guld og sedler? Nej, vel? Måske var det lidt hende der venter med at svare i to uger, forhandler med mig i to uger og så kategorisk afviser mig to uger før jeg skal være ude af lejligheden? Bare måske. Og det med ikke at have penge nok, var jo noget vås. Jeg havde lige så mange penge som hidtil. Flere faktisk. Min husleje var faldet 1000 og min afbetaling var steget med 500 pr. måned. Det giver et plus på 500. Og skal jeg smides fra hus og hjem fordi jeg læser et humanistisk fag? Jeg synes sgu det var lidt groft. Den sidste del af det her falder så sammen med at min blindtarm giver op, så jeg var vist i lort til halsen som man siger.

Jeg indser at jeg ikke når at skrabe pengene sammen til at flytte nogen steder hen, hvor jeg skal betale indskud, og at det næppe kunne lade sig gøre at finde noget andet inden jeg skulle være ude. Så planen gav ligesom sig selv. Jeg måtte flytte hjem til min Far på Als, og finde arbejde i Sønderborg så jeg kan få tjent nogle penge. Jeg får det hele arrangeret ret hurtigt, og flygter så en stille torsdag formiddag. Det regnede ad helveds til, min far havde travlt og det hele var noget pis. Reimer kom og hjalp til, så det gik lidt hurtigere, og så var jeg ellers af sted.

Der gik dog kun en dag eller to, før jeg virkeligt begyndte at fortryde. Ikke at jeg kunne have gjort det meget anderledes, men havde jeg virkeligt tænkt mig at bo her i et halvt til et helt år? Kunne jeg klare det? Jeg har det mindste værelse i huset, ingen venner i miles omkreds og 20 km ind til byen. Det var jo næsten det komplet modsatte af hvad jeg kom fra.

Så nu sidder jeg her. Ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Er utroligt rart at se familien, og hygge med dem, men jeg ved også at jeg ikke kan blive. Planen må være at komme tilbage til Århus så hurtigt som muligt, og så beslutte mig for, om jeg vil lege catchup med dramaturgi, eller måske begynde på noget nyt. Men hvordan kommer jeg lige til Århus? Jeg tror først semesteret starter i februar, så jeg har lidt tid at køre på. Men nu hvor jeg er ude over de to huslejer, kan det være banken vil høre på mig. Eller skal jeg først finde job og så tage den derfra? Eller først et sted at bo? Jeg synes sgu det er svært. Men jeg må tage mig sammen, og finde ud af noget, så jeg kan komme i gang med et liv igen. Den her dvale tilstand siger mig intet. Siden jeg er kommet hjem har jeg ikke lavet en skid, andet end at overveje hvad jeg skal og spille playstation. Jeg tror efterhånden den periode er færdig, og så må jeg starte på næste fase.

Én ting er sikkert. Jeg skal tilbage.

Foo Fighters - Learn to Fly

Fuld narkose til den førstefødte

En af de ting, der på det seneste har haft en enorm indvirkning på min tilværelse, var at jeg pludseligt fik mig en omgang blindtarmsbetændelse. En hård omgang. Jeg har aldrig før været sådan rigtig syg, så det var en helt ny verden for mig. Så mange nye oplevelser og indtryk, at jeg helt glemte, at det rent faktisk var pisse alvorligt.

Det hele startede om aftenen lørdag d. 21. November. Jeg har tidligere haft nogle aftener hvor jeg har haft ondt i maven, og derfor har haft svært ved at sove. Det har været sådan en underlig smerte som bredte sig ud over hele maven, som en trykkende stikken. Egentligt trykkede det mere end det gjorde ondt. Det har jeg haft 4-5 fem gang siden jeg flyttede hjemmefra, og jeg har ikke kunne spore et mønster i hvornår det kom. Grunden til at jeg ikke reagerede var, at det var forholdsvist nemt for mig at komme over. Et varmt bad, en ekstra dyne og noget beroligende musik. Når jeg vågnede var det væk. Denne lørdag var det dog anderledes. Det startede med den samme smerte, men pludseligt var det som om smerten ”faldt” ned i den nedre maveregion, og blev til en krampeagtig smerte. Det gjorde ondt. Det var så her jeg begik min bummert. Jeg tænkte at det nok bare var en afart at det samme, og at det nok ville være væk søndag. Da søndagen kom og det stadig gjorde ondt, ringede jeg hjem og fik en snak med min far om det, og han anbefalede at jeg ringede til lægen. So I did. Han sagde at det ikke lød videre akut, især når jeg ikke havde feber, og at han først havde en tid tirsdag formiddag. Nå okay, det føltes halv-akut, men han er jo lægen, han ved hvad han snakker om.

(Søndag aften så jeg mine Cincinnati Bengals tabe til Oakland Raiders, af alle hold, men det skøjter vi fint hen over. - eller hvad?)

Mandag begyndte jeg at kunne mærke, at jeg ikke rigtigt havde fået sammenhængende søvn siden lørdag, og jeg begyndte at blive ret afkræftet. Var ikke sulten, så jeg måtte tvinge mig selv til at spise bare lidt. Hen på eftermiddagen begyndte det så småt at blive bedre, og jeg fik rent faktisk næsten en hel nats søvn. Det manglede da også bare når jeg var så drænet for energi. Da jeg vågnede tirsdag, havde jeg ikke rigtigt ondt længere. Jeg kunne mærke det når jeg gik, men ellers mærkede jeg faktisk ikke rigtigt til det. Jeg overvejede kort om jeg skulle aflyse min tid ved lægen, men tænkte at jeg måtte sgu hellere lige få det tjekket. Normalt var det jo næppe.

Da jeg blev kaldt ind til lægen, sagde han, at det altså lød underligt alt sammen. Det der med at jeg havde ondt i nogle dage, uden feber og at det så var blevet bedre i dag. Jeg røg op på briksen, og han begyndte at trykke hårdt på min mave. ”Slap af”, sagde han. Det er fandme ikke let at slappe af, når man ved at han virkeligt trykker igennem! Og så da slet ikke når det gør ondt der hvor han trykker! Til sidst måtte han kapitulere, og han sagde at han ville få Falck til at hente mig, så jeg lige kunne komme ud på sygehuset for at blive undersøgt. ”For at sikre os, at det ikke er blindtarmen”, som han så smukt sagde.

Fint nok, Anders sætter sig ud i venteværelset og venter. Tænkte at det var da fint sådan at få et lift ind til byen. Så kom der pludseligt en ambulance – det havde jeg ikke overvejet – og nogle Falckreddere. Jeg gik ud og hilste på dem, uden smerte, men dog lidt øm efter at lægen havde brugt mig som boksepude. Jeg blev så lagt op på en båre, stadig uden smerter, og blev så ellers spændt fast med seler over det hele. Ind i ambulancen, hvor jeg nysgerrigt kiggede rundt, mens den søde mand forsøgte at finde en blodåre på min hånd til at lægge drop. Vanvittigt surrealistisk situation, når jeg tænker over det. Her fik jeg igen at vide, at det var underligt at jeg ikke længere havde ondt.

Jeg blev kørt op på en sygestue, og der kom en sød sygeplejeske og snakkede med mig. Fortalte mig at det i første omgang blot var undersøgelse. En læge kom ind og begyndte at trykke på mig. Her må jeg indrømme, at jeg havde lidt svært ved at mærke om det gjorde ondt fordi det gjorde ondt, eller fordi jeg stadig var øm efter den første læge. Hun sagde så, til min store overraskelse, at det var underligt at det ikke længere gjorde ondt. Så hun endte med at tilkalde en ny og ældre mere erfaren læge. Hun slog(!) så på min mave, og fortalte så hvad planen var. Kikkertoperation. Som hun sagde så ville de heller lave en kikkertundersøgelse, og finde ud af at der ikke var noget, end de ville lade som ingenting. Og hvis der så var noget, så kunne de fjerne blindtarmen med kikkerten. Det lød som en fornuftig plan. Jeg fik ringet til min far og sagt, at planen var fuld narkose til den førstefødte. Han sagde at han lige ville se om han kunne komme. Efter nogle timer hvor jeg fik en masse info om operationen, og skulle afgive en masse prøver, kom min far og Line så. Det var rart. Jeg var som sådan ikke nervøs eller bange, men det var rart at have nogle at snakke med. Jeg synes det var fantastisk, at min far havde fundet pasning til de to små, hentet Line fra arbejde og kørt fra Sønderborg til Århus, uden nogen betænkningstid.

Klokken nærmede sig 19, og jeg begyndte at blive seriøst rastløs. Jeg havde mødt hos lægen kl 10, og fik at vide at jeg skulle opereres kl. 12.30, og det er fandme lang tid at skulle vente på noget så uoverskueligt og uhåndgribeligt som fuld narkose. Og så især, når det nu var første gang. Pludseligt kom en sygeplejeske så ind og sagde, at nu var de ved at være klar til mig, så jeg fik skiftet til noget sygehustøj og så blev jeg ellers kørt afsted. Min far sagde at de nok skulle vente til at jeg kom ud, med at køre. Jeg kom ind på operations stuen, og blev overrasket; Det var ikke nært så koldt og sterilt, som jeg havde troet. Altså sterilt var der jo nok, men det var ikke det der store og hvide rum, klinisk tømt for en hver følelse af velbehag, som man ser i filmene. Det var behageligt og nærmest hyggeligt. Jeg kom op på operationsbordet, som jo egentligt er en briks, og lå sgu meget godt. Fik noget ilt i en maske, og noget bedøvende i mit drop og så vågnede jeg. En blindtarm fattigere og med den der følelse, man får når man vågner midt i en rigtig god gang søvn. Det er irriterende, men man er faktisk ligeglad, fordi man har det ret godt.

Jeg var i den kreativt navngivet Opvågnings sal, hvor jeg lige kunne komme til mig selv, før jeg skulle ned på min stue igen. Da jeg kom derned og fik snakket lidt med min far og Line, kom lægen så og fortalte hvordan det var gået. Blindtarmen var simpelthen sprunget, og det har nok været forklaringen på at jeg ikke havde ondt tirsdag. Men de havde fået den ud, og det havde været en succes, uden komplikationer og alt det der, så nu skulle jeg bare have et par dage på sygehuset til at komme oven på. Her skulle jeg så have en masse antibiotika, som skulle sørge for at fjerne alt det betændelse, der var på rejse rundt i min krop. Nå jaja, sådan er det jo. Et par dage på sygehuset kunne jeg vel nok klare, især når jeg nu lige havde fået at vide, at det var ret vigtigt at jeg kom på sygehuset da jeg gjorde, fordi en sprunget blindtarm ikke er noget man normalt lever længe med. Så kunne jeg nok godt hive nogle dage ud af kalenderen til at overleve. Jeg fik sagt farvel til far og Line, og fik hilst på min roommate, som havde fået foretaget et gastric bypass. Altså bundet mavesækken op, for ikke at spise så meget. Hen på aftenen gik jeg frit rundt, hentede vand, gik på toilet og sådan noget. Mine bevægelser var da hæmmede af smerter, men jeg kunne komme rundt uden helt store problemer, hvilket jeg var glad for.

Onsdag morgen startede så med at jeg lige skulle på toilettet. Kunne godt mærke at jeg havde lidt mere ondt end aftenen før, men fik kæmpet mig ud på sengekanten for at rejse mig op. I det jeg begyndte at lægge vægt over på mit højre ben, blev jeg ramt af en smerte i højre side, stærkere end noget jeg nogensinde har oplevet. Det føltes som om nogen rev mine tarme ud på mig (hvilket teknisk set ikke var helt forkert). Det gik hurtigt op for mig, at jeg selvfølgelig stadig var helt væk på smertestillende, da jeg rendte rundt aftenen før. Så jeg fik tilkaldt en sygeplejeske og fik nogle piller. Først nogle Pinex, de virkede ikke. Så nogle flere, de virkede heler ikke. Så fik jeg en lille pille morfin (endnu en jomfuoplevelse for mig) og efter en times tid kunne jeg lige gå på toilettet under stort besvær og massive smerter.

Dagene på sådan et sygehus er ulideligt lange. Derfor må jeg indrømme at der er nogle ting jeg ikke helt har styr på kronologien i. Men i hvert fald kom Reimer og Martin forbi med en stor pakke Merci chokolade og en lille sang, enten onsdag eller torsdag. Det var rart at de kom. Jeg følte mig enormt afskåret fra omverden, og det var fedt at se nogen som gerne ville bruge deres tid på mig, og føle at de var berørte af situationen. Jeg vil ikke ønske for nogen, at de skal indlægges, men jeg ønsker for alle at de skal vide at folk holder af dem. Selvom man måske ved det, så er det helt specielt, når der bliver givet udtryk for det. Gjorde mig glad, og gav mig mere mod på de næste dage.

Min far kom og besøgte mig sammen med min lillebror. Han havde ikke haft det så godt med situationen, så det var vist godt for ham at se at jeg stadig levede. Var også rart at se ham. Samme dag kom jeg over på Patient Hotellet, hvilket er et hotel for de patienter som kan klare sig selv. Så langt var jeg kommet. Det eneste jeg skulle var at møde op til min daglige blodprøve, og tre gange antibiotika. Det gav mig en masse frihed og jeg var lige et smut hjemme og hente noget tøj, noget musik og noget at læse. Ellers var de her dage næsten de værste. Jeg sad bare og stenede. Den der falske frihedsfornemmelse. Egentligt kunne jeg gøre hvad der passede mig, men så alligevel ikke, fordi jeg var bundet af de her fire aftaler, fordelt på dagen. Så jeg sad der bare. Oprindeligt var det meningen at jeg skulle hjem fredag, men fordi der åbenbart har været så meget betændelse, kom jeg først hjem søndag eftermiddag.

De længste seks dage i mit liv var ovre. Længere end de sidste seks dage inden min konfirmation, de sidste seks dage inden studentereksamen og de sidste seks dage inden Kathrine kom hjem fra Tyskland, tilsammen. Tirsdag kunne jeg komme til undervisning igen. Det var så dejligt, omend det var med dårlige nyheder(som får sin egen blog senere). Jeg manglede dog lige en sidste ting for at komme helt tilbage til et normalt liv. Jeg var blevet sat sammen med noget der lignede papirklips, og de skulle lige fjernes af min egen læge. Det blev gjort den efterfølgende fredag, og det var lidt sjovt at se ham igen. Havde manden dog bare sendt mig direkte på sygehuset søndag, havde det hele været et meget hurtigere forløb. Hvis jeg var kommet afsted der, var min blindtarm måske ikke sprunget, og det ville derfor at været en hurtigere operation, og jeg ville ikke skulle have nær så meget antibiotika, så det ville skære 2-3 dage af mit lille visit på sygehuset. Han undskylde kort, og sagde så at han var oprigtigt overrasket, og at blindtarmsbetændelse er en svært diagnose at stille. Det havde jeg hørt andre sige, men ærligt talt, så rørte det mig ikke. Det vigtigste var, at jeg var kommet ud på den anden side uden varige men. Udover tre små ar, som nok altid vil minde mig om den gang jeg fik fjernet et stykke af mig selv, og oplevede en masse ting, jeg forhåbentligt aldrig skal opleve igen.

Et ar på venstre side af maven, et i buksekanten og et i navlen, til at minde mig om at vi ikke skal tage noget for givet. Minde mig om taknemmelighed. Taknemmelighed over at jeg blev så godt behandlet af læger, falckreddere, sygeplejersker, Kirurger og andre medarbejdere på sygehuset. Taknemmelighed over at min far og Line kastede alt de havde i hænderne for at komme mig til undsætning. Taknemmelighed over at jeg har så fantastiske venner der kom og besøgte mig, og andre der på anden måde var interesserede i mit ve og vel.

Jeg stopper her ved de godt 12000 tegn, før der går alt for meget fløde i det. Men tak fordi I alle er til, og rigtig glædelig jul og godt nytår!

En frisk start

Så meget er sket på det seneste, at jeg efterhånden er ved at blive forpustet, blot af at følge med i mit eget liv. Af ren og skær frygt for at misse noget, tror jeg det er en idé at bruge min blog. Jeg har før forsøgt en relancering af denne, men nu bliver jeg nødt til at holde fast. Nu mener jeg det.

For min egen skyld.