90% trådløs, 10% pis

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, jeg sidst underholdte mig selv her på siden. Det har der været flere grunde til, men hovedsageligt er det fordi vi har fået nyt internet. Nu 100% trådløst. Det er min computer ikke skide glad for. Fordi mit værelse er lidt afsides er signalet ikke i top, hvilket resulterer i at der sjældent er hul igennem, og når der så endeligt sker noget, er det ikke unormalt at hele min computer låser. Det gider jeg selv sagt ikke bøvlet med, medmindre det er strengt nødvendigt.

Nej, det er ikke fordi der ikke har været noget at skrive om. Faktisk tvært imod, fristes man til at sige. En ting er at jeg har fået penge. Eller det vil sige, jeg har fået adgang til penge. Fik endeligt nosset mig sammen til at få skiftet bank. Så jeg er nu eks-jyske bank kunde, og aktiv danske bank kunde. Wuhu. Så nu har jeg råd til at flytte, men intet sted at flytte hen. I den anledning var jeg så i Århus i mandags for at kigge på et værelse. Det var stort og super lækkert, men selvfølgelig var jeg ikke den eneste der syntes det, og den endte med at gå til anden side. Selvom jeg var én ud af mange, gjorde det ondt og jeg kunne så godt se at jeg næppe når at komme tilbage til Århus før semester start. Der er simpelt hen ikke tid nok. De starter jo allerede på mandag.

Men jeg har noget nyt linet op. Takket være Reimer så skal jeg op og kigge på noget nyt på tirsdag. En af hans venner skal til udlandet og læse og fremlejer så hans lejlighed fra marts til juni. Skrev med ham, og jeg er indtilvidere den eneste kandidat, så jeg tror det er sådan det bliver. Så har jeg nogle måneder i Århus til at finde mig et godt sted. På den måde risikerer jeg ikke at ende i en lille lortet hule, hvilket giver mig lidt ro. Så må jeg også lige op på dramaturgi på tirsdag, og aftale hvordan det hele skal forløbe.

Der kan man bare se, så kan det være at det stille og roligt begynder at lysne for mig. Man har vel lov at håbe.

Derudover har jeg ny mobil. Den gamle gav op. Den kunne slet ingenting til sidst, så den røg ud. I stedet købte jeg en HTC Touch Pro 2. En dyr satan, men hvor er den lækker! Den er også yderst praktisk når nu internettet fucker med min computer. Sidder f.eks. og skriver på den nu. Den har fuldt tastatur, som man lige kan folde ud, når det er nødvendigt. Skide smart!

Og hov ja, på mandag tager jeg lige endnu et smut på sygehuset. Da de fjernede min blindtarm så de et eller andet unormalt på min lever, så det skal lige skannes. Er sikkert intet. Famous last words...

En historie værd at fortælle

Det er meget sjældent at jeg finder at spil, som jeg virkeligt bliver grebet af. Ofte spiller jeg spillene i nogle timer, og mister så langsomt interessen. Der har været få untagelser som Monkey Island serien og Baldurs Gate ditto, men ellers er det meget få spil jeg rent faktisk har gennemført. Hvorfor ved jeg egentligt ikke, for jeg kan komme i tanke om mange rigtig gode spil, som jeg ikke har spillet færdigt. Det er ikke fordi jeg ikke har tålmodigheden, og det er ikke fordi de er for svære. Jeg tror det er fordi der er forskel på et godt spil med god historie eller godt gameplay, og så et spil med en historie eller karakterer som man bliver revet med og engageret i. Monkey Island er et klasse eksempel her på. Der er ingen forrygende historie. Alle spillene følger stort set den model der hedder: Elain bliver kidnappet (eller på anden måde forsvinder), mens Guybrush skal forsøge at stoppe LeChuck og finde Elain på samme tid. And what do you know, ofte finder han dem begge samme sted, og får sat en stopper for LeChuck mens han igen vinder Elain. Det er ikke en genial historie, men man bliver revet med af den platte handling, og engagerer sig i karaktererne. Til det punkt, at man vitterligt får det dårligt, når der i det nye Monkey Island bliver sat spørgsmålstegn ved to af Guybrushes evige hjælpers oprigtighed. Dét er en kæmpe præstation.

Filmen Avatar er også et godt eksempel. Historien er set mange gange, men fordi den er så fokuseret og stærk narrativt, bliver man engageret og man ender med at få en god oplevelse.

Historiefotællingen er et aspekt af såvel film-, spil- og teater-medierne som simpelthen er blevet overset de sidste mange år. Simpelthen fordi skaberne ikke har lært at en god historie er ikke lig en god fortælling. Man kan sagtens gøre en endimensioneret og uopfindsom historie, til en fantastisk fortælling. Just som filmen om Da Vinci Mysteriet er et fremragende eksempel på, at en god historie sagtens kan være en forfærdelig uinteressant fortælling.

Grunden til at jeg skriver det her, er at jeg de seneste par dage er blevet taget med storm af et nyt spil. Uncharted 2: Among Thiefs (billedet). Det er ikke historien om en skattejæger der vil ud og lede efter Marco Polos forsvundne skibe og følge hans spor til Shambala, der gør det. Det er ikke det Tomb Raider agtige gameplay, hvor man både løser gåder ved at kaste sig rundt i store fantasifulde langskaber, skyder en masse badguys og sniger sig rundt i mørke grotter. Det er ikke den fantastiske billed- og lydside og det er ikke det fantastiske filmiske udtryk der præger hele spillet. Det er ikke engang alt dette kombineret. Ikke kun i hvert fald. Det er den udefinerbare trang til at se hvad der sker rundt om næste hjørne. Jeg oplevede noget jeg ikke har oplevet endnu. Jeg blev fuldstændigt opslugt af spillet og kunne seriøst ikke lægge controlleren fra mig. Det er resultatet af en god gang historie fortælling og et rigtig godt greb om de narrative virkemidler. Karaktererne er troværdige, sjove og selvom de er fantastiske, kan man sagtens se sig selv eller andre i dem.

Vil egentligt ikke sige for meget om spillet, men det er en skam at historiefortællingens kunst er næsten uddød i en tid hvor det vrimler med gode og fantasifulde historier.

Hvis du har en PS3 skal du have spillet, og hvis ikke så kom og besøg mig så spiller vi. I could use the company!

To lange og fem hurtige

Disse to ting er mig meget vigtige for tiden:

The National
Lige pt. er de soundtracket til alt jeg foretager mig. Det er virkeligt fantastisk musik. Hvis jeg ikke hører deres musik, så går jeg og har brudstykker af dem i hovedet, eller også sidder jeg og spiller dem på guitar. Specielt nummeret 90 Mile Water Wall fixer jeg konstant for tiden. Så sørgelig. Jeg hader at fortolke sange, men når jeg hører den sang får jeg et billede i hovedet, jeg ikke kan komme af med. Et billede af en mand, der har erklæret sin kærlighed til en kvinde og blevet afvist. En mand på hans mest sårbare, stå og kigge ned i jorden og ønske sig væk. Ikke fordi han vil væk fra hende, men fordi han tror hun vil have det bedre uden ham.

Og nyd lige den violin...


Californication
Jeg fik lige set sidste afsnit af sæson 3, og jeg må sige at jeg var lidt blæst væk. Så modigt et afsnit, og en perfekt afslutning på en hæsblæsende sæson. Jeg er altid imponeret, når man kan skabe så meget spænding og på en meget hektisk måde, uden at miste synet for den egentlige fortælling. Gennem hele sæsonen sidder man ofte og krummer tæer, på Klovn-agtig facon, fordi man ved det går galt. Men til forskel fra Frank Hvamm i klovn, kender Hank Moody konsekvenserne af alle sine handlinger, han har bare ikke rygraden til at ændre noget. Men i de sidste par afsnit kommer alle skeletterne ud af skabet, og vi ser en mand i frit fald, indtil han får nosset sig sammen, vinder pigen og den umiddelbare lykke. Kun for at blive indhentet af fortiden en sidste gang. I mine øjne kunne serien slutte hvor sæsonen gør det. Det ville være det moralsk og kunstnerisk rigtige at gøre, men for pokker hvor er jeg glad for at sæson 4 er på vej.

Fem hurtige tanker:

* Avatar er en fabelagtig film. Jeg synes ikke folk skal hænge sig i at historien er uoriginal. I bund og grund er det en god historie, der er skide godt fortalt, og hvis folk ikke værdsætter god historiefortælling er det sgu sørgeligt. Tænk på hvor mange kunstværker verden ville være snydt for, hvis alle skulle være originale! Ps. Visuelt er den et vidunder.

* Jeg glæder mig til at se om Bengals kan vaske en pinlig indsats i søndags af sig, og give New York Jets en røvfuld på lørdag. Blot deres 2. playoff kamp siden 1991, og så skal den fandme sidde der!

* Jeg er begyndt at spille guitar igen. Det er en skam at der ofte går så længe imellem, for det betyder at jeg aldrig for oparbejdet mine skills, til mere en lejrbåls brug. Og hvorfor er det så svært for mig at synge samtidig? Lige så snart min høre hånd skal bevæges lidt uden for en 4-4 takt, så fucker jeg helt op hvis jeg samtidig synger. - Overdrivelse fremme forståelsen, men hør 90 Mile Water Wall igen. Den rytme gider min hånd ikke, hvis jeg synger samtidig.

* Jeg synes Torchlight er et fedt spil. Fedt og ikke mindst billigt! €9 kom jeg af med via Steam, og det er klart alle pengene værd! Det kan bedst beskrivelses som en spillemæssig efterfølger til Diablo, mens vi venter på Diablo 3.

* Jeg er ved at være træt af ikke at have plads.

Emo-Cules part I

Jay-Z feat. Eminem - Renagade

Som jeg sidder på mit lille, trange værelse på Als og kigger på det rod der engang var en lovende tilværelse, med gode karakterer, lys fremtid, socialt overload og en vægt på to cifre, skal jeg til at finde ud af hvad jeg gør.
(fy for pokker hvor er det et nice nummer det der)
"Hvad jeg gør" er meget bredt sagt, for sandheden er at der er mange ting der skal ordnes. Både konkrete ting, og ting og sager jeg skal have ud af systemet inden de æder mig op. Jeg vil ikke sidde og klynke som en anden emokid, men det ender med at fucke mig helt op det her.

Det første der skal ske, er at jeg skal væk herfra. Intet ondt sagt om min familie, men det er ikke mig. Jeg skal ud hvor jeg kan være mig selv, lave mine egne rammer for en tilværelse og selv putte indhold i. Her er rammerne lagt, og rammerne er så trange, fordi vi er så mange, at der ikke er plads til at fylde dem med et ordenligt liv. Ikke at det liv de lever, ikke er ordenligt, men de er 6 mennesker der har fået en ramme til at fungere, og så kan jeg ikke bare komme med alt mit lort, og regne med at det hele bliver bedre for mig. Ud og stå på egne ben. Så ja, væk skal jeg. Men hvordan kommer jeg så lige det, uden penge? Og væk hvorhen? Og Hvornår?

Det sidste er let at svare på. Hurtigst muligt. Pengene er et problem der kan løses enten via banken, eller arbejde. Men hvorhen har vist sig sværre end jeg havde ventet. Den nemme beslutning, ville være at flytte tilbage til Århus, hvor jeg efterhånden har fået skabt mig noget der ligner en tilværelse. Men spørgsmålet er om det egentligt er det jeg vil? Jeg har en masse fantastisk venner, som jeg savner hver dag, men dem kan jeg ikke tage hensyn til. Ikke denne gang. Jeg kom i første omgang til Århus fordi Kathrine skulle, så selvom jeg ikke nåede at se Århus med hende, så var det ikke et helt ærligt valg overfor mig selv. Jeg har altid gerne ville til København. Hvis jeg glemmer alt om venner på begge sider af storebælt, ville jeg nok vælge København. Men det kan man ikke. Jeg kan ikke glemme de venskaber jeg har skabt over de seneste par år, og jeg kan ikke glemme hvor godt jeg føler mig tilrette. Men at være glad og tilfreds er ikke at være lykkelig. Så meget har jeg da lært.

Vil det gøre mig lykkelig at komme til København, kan man så spørge sig selv? Sikkert ikke, men jeg aner det ikke hvis jeg ikke prøver. Århus har været fantastisk, og det har gjort ondt at forlade det, men jeg vil ikke sidde fast. Ikke forstået på den måde, at jeg ikke vil binde mig til en by, eller en person for den sags skyld, men jeg vil ikke sidde fast i en tilstand af konstant melankoli og mest af alt, en uendelig higen efter ting jeg ikke tør sætte ord på.

Det er vel mit egentlige problem, og har længe været det. Den higen, der driver mig frem af er den samme længsel der holder mig tilbage og langsomt æder mig op. Jeg har altid gjort mig selv stolt ved tanken om, at jeg er min egen, at jeg ikke lefler for nogen og er ligeglad med hvad folk tænker om mig. Det er også tildels rigtigt, jeg er som jeg er og ellers er jeg ligeglad. Men "som jeg er" indeholder også en trang til ikke at ville træde folk unødigt over tæerne. Eller, streg unødigt, det vil jeg heller ikke gøre hvis det var nødvendigt. Det er det, der gør at alle kan lide mig, og det er det der gør mig så helveds usikker. Jeg kan ikke bare gå op til en pige og sige "hør her, du er skide sød vil du ikke med mig hjem?"(lad os nu antage at jeg har mit eget hjem, blot for illustrationens skyld), fordi jeg er bange for at gøre hende utilpas eller fornærmet. Nej, jeg er mere tryg ved at gøre alle til mine venner, og så i stedet kvæles op inde fra når tøsen ikke ser på mig, som jeg ser på hende. Kombiner det, men min ufatteligt dårlige evne til at læse og reagere på diverse tegn, og du har en opskrift på en fyr alle undrer sig over aldrig finder en kæreste. For han er jo så sød.

"Why do I fall in love with every woman I see who shows me the least bit of attention?"

Joel Barish i Eternal Sunshine of the Spotless Mind
af Charlie Kaufman

Det overstående citat er fra min yndlingsfilm, og er noget jeg kender alt for godt. Det er ikke sjældent jeg kan stire mig helt blind på en pige, bare for at give op med begrundelsen, at jeg hellere vil have hende i mit liv som ven, end slet ikke. Selv når jeg læser det nu, giver det mening. Men det giver mig så mange aftener med dårligt humør, at det efterhånden er latterligt. Jeg tror bare det er kommet så vidt, at mit første afslag bliver manifestationen af mine bange anelser, og slår alt lyst til at prøve igen ud af mig. Så jeg må hellere være sikker, før jeg gør noget. Ved ikke om det giver mening overhovedet, men det giver nok mening til at gå mig på.

Men hey, det var ikke just svar på om jeg skal til Kbh eller Århus. Den diskussion kommer sig nok lidt af, at min mor bor lige nord for København. Idéen kunne være, at jeg flyttede ind hos hende så jeg havde en base mens jeg søgte job og lejlighed. Det kræver dog at jeg får indviet min mor i planen, og får grønt lys af hende. Det kan jeg ikke gøre med Århus. Her bliver jeg nødt til at tage det i etaper. Det var så simpelt, dengang man havde job, penge og tid. Der flyttede jeg bare. Nu gælder det om at komme så hurtigt væk som muligt. Så hurtigt, at jeg ikke ser det som en mulighed, at finde job på Als før jeg skal nogen steder.

Okay nu bitcher jeg også bare over de mindste ting. Buhuu, det er så hårdt at skulle flytte. Jeg burde lukke alt det der ude og koncentrere mig omkring, det det hele egentligt handler om:

Århus eller København. København eller Århus?