Delirious?

Flytte, flytte, fuckmand

Jeg burde egentligt være super glad lige nu. Jeg hører Entakt, imens jeg så småt er begyndt at pakke. Jeg flytter jo på mandag. Tilbage til Århus efter over to måneders fravær. Det bliver fantastisk, men hvorfor er jeg så ikke glad?

Jeg hader at pakke. Specielt denne gang, fordi jeg ikke skal pakke det hele. Simon har valgt at lade sine møbler og sådan stå, så jeg skal bare pakke de ting jeg får brug for de næste tre måneder. Dvs tøj, bøger, computer og dvder. Dvderne er ikke engang vigtige, men jeg kan ikke tage afsted uden. Det er slemt nok at jeg er kommet frem til, at det nok er klogest at efterlade cderne.

Måske er det det? Tanken om at jeg bare kommer til at bo til låns nærmest. En anden mands seng, en anden mands møbler, ja faktisk en anden mands værelse. Samtidig ved jeg, at om tre måneder skal jeg flytte igen. Hader at flytte. Ved ikke hvor jeg skal flytte hen. Hvis jeg er heldig finder jeg noget fedt nede i byen, det kan også være at jeg til sidst bare bliver nødt til at takke ja til et lille lorte værelse i Brabrand. Måske finder jeg ikke noget, og så ryger jeg tilbage her til. Jeg hader få ting mere end den usikkerhed. Og oven i det hele, er der lige det der med at jeg er kommet en måned bagud med uddandelsen, som jeg skal hente - hvilket sikkert bliver gennem ekstra eksaminer. Yay.

Jeg ville ønske jeg kunne sige, at der var styr på mit liv. At jeg vidste hvad jeg ville, hvor jeg ville det og hvem jeg ville have med. I stedet er det mig der panisk famler i blinde efter bedre tider. Jeg håber mere end noget andet at jeg kan tage på Roskilde med fornyet glæde. Et lækkert sted at bo i flere år, et klart mål med min uddannelse og en sød tøs til at holde mig i hånden når jeg har brug for det. Som nu.

Når det så er sagt, så glæder jeg mig til århus igen. Uanset hvad fremtiden bringer, så vil jeg hellere gå til grunde omgivet af venner og en by med sit eget liv.

Det vil altid være sjovere at surmule i smilets by.

Deftones til DK

I forlængelse af min tidligere blog, så fandt jeg lige ud af i dag, at Deftones er blevet offentliggjort til en metal festival i København. Jeg burde vel egentligt glæde mig, men jeg kommer ikke afsted. Det ligger midt i juni, hvor jeg sikkert er ved at gå amok med eksamen til op over ørerne. Derudover koster billetten 600kr. og det er i københavn. Det gør mig lidt ked, da det nok betyder at de ikke kommer til Roskilde, og så får jeg ikke set dem, selvom de kom til landet.

D'oh!

Robyn & Diamond Eyes

To nye og gode ting er sket i den lille klokke som jeg kalder en tilværelse. Ingen af dem har direkte indflydelse på min tilværelse, men begge gør mig glad og får mig til at føle at sommeren er lige om hjørnet. Kort kan det siges at Deftones har udgivet et nyt nummer, og at Robyn igen spiller på Roskilde!

Det er så her jeg vil prøve at sætte ord på min begejstring.

At Robyn kommer til Roskilde er fan-fucking-tastisk! Så hende på Cosmopol i 2008(tror jeg det var?), og hun blæste mig fuldstændigt væk. Hun er kommet så utroligt langt siden de tidlige dage, hvor hun blev markedsført som Sveriges Britney Spears og hittede med Do You Really Want Me og Show Me Love. Allerede den gang var jeg helt forelsket, og det var så en forelskelse hun vakte til live den aften i 2008. Hun er vanvittigt fræk, uden at det  er på den pornoagtige måde. Hun hviler virkeligt i sig selv, elsker musikken, synger fantastisk og så er hun en selvstændig kvinde, der siger hvad hun mener. At hun så også har de der smukke øjne, jeg elsker så højt, er bare endnu mere fantastisk. Det er en helt bestemt slags øjne, som jeg på det seneste er begyndt virkeligt at lægge mærke til. De har en særlig farve og en særlig glans. Robyn har dem, Zooey Deschanel har dem, og min lillesøster Laura har dem. Kunne nævne et par stykker andre, men jeg aner ikke hvem der læser det her, og jeg vil ikke afsløre mig selv på den måde. For jeg kan forsvinde helt i de øjne. Men sagen er, at koncerten i 2008 endte med at blive et fantastisk festfyrværkeri, og måske den mest intense koncert jeg nogensinde har været til. For nogle dage siden twittede (internetsprog FTW) hun også, som svar på min begejstring over annonceringen fra Roskildes side, at koncerten i 2008 ærlig talt, var den bedste koncert hun nogensinde har givet. Det siger en del. Tør ikke håbe at det bliver lige så fedt i år, men jeg skal gøre mit ypperste for at give lidt igen. Så fedt!

Det andet kan forklares med en sætning: Deftones er mit band. Jeg er vokset op med dem, og de har været soundtrack til min tilværelse, lige siden jeg fandt ud af at musik var andet end MTV(den gang de rent faktisk spillede musik) og sodavandsdisco. De var sammen med Korn bannerfører for den nye og moderne form for metal, der blandende de hårde riffs med de poppede melodier og de hiphop-agtige beats og attituder. Det var et kæmpe hit den gang i midt 90'erne og fødte bands som Limp Bizkit og Linkin Park. I starten af det nye årtusinde, da Linkin Park virkeligt eksploderede, blev det dog klart at genren var ved at dø. Det var det samme og det samme der blev lavet. Limp Bizkit døde og Korn valgte at følge Linkin Park og lave popmusik. Allerede på det her tidspunkt, var Deftones længe ude af den her kasse. De har altid gået deres egen vej, og deres albums repræsenterer alle en udvikling, der gør at selv sådan en som mig ikke er gået død i det. Jeg er blevet ældre og min musiksmag har ændret sig, men når et nyt Deftones album har ramt gaden, har det også ramt mig. Ikke fordi det er lyden af mine teenager år, men fordi musikken er blevet mere moden, og simpelthen bare holder. Ja, deres White Pony album fra 2000 står stadig som mesterværket, men alle deres albums har været relevante, hvilket man ikke kan sige om mange andre af de bands der sprang ud af bølgen i starten. De har længe arbejdet på nyt album, men det blev stoppet brutalt da deres bassist i november 2008 var indvolderet i et trafikuheld, der den dag i dag  stadig holder ham i en semi-koma tilstand. Dette satte selvfølgelig tingene i perspektiv for bandet, og de var ved at bryde op. I stedet valgte de at skrotte det næsten færdige album de havde lavet, for at skrive et nyt. Og nu er det så ved at være snart. Diamond Eyes, som albummet hedder, udkommer til Maj (hvilket måske åbner for en Roskilde koncert?) og de har i dag udgivet et nyt nummer på deres hjemmeside. Det er altid særligt for mig at høre et nyt Deftones nummer, og jeg må sige at jeg endnu engang blev overrasket. En vanvittig fed intro og så kører det ellers bare derud af. Det lyder mere som det gamle Deftones end det nyere, og sangen kunne godt være at finde på White Pony med en anden produktion. Men det er forfriskende at høre, at de har fået noget så fedt ud af en masse dårligdom som de har været igennem.

Det giver mig håb.

Om en uge er jeg i Århus igen. Det bliver så lækkert. Kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig.

Rumours of my death...

...have been midly exaggerated.

Det er endnu engang ved at være noget tid siden jeg sidst har gebærdet mig på disse sider, og endnu engang må jeg altså forklare, at det ikke er dovenskab, travlhed, dårlig blogstil eller et pludseligt indskud af det der "liv". Tværtimod, fristes man til at sige. Sidste blog forklarede hvordan hele min familie lå syge, og hvordan jeg egentligt bare kunne vente på at det blev min tur. Heldigvis skulle jeg ikke vente så længe. Det er så betydet at jeg ikke har kunne have computeren tændt. Folk der kender den satan, ved at den larmer helt ustyrligt. Ikke godt når man er syg.

Hen over tirsdagen begyndte jeg så småt at få det dårligt, og natten til onsdag fik jeg ikke sovet. Jeg havde vildt ondt i halsen, og det forhindrede mig i at sove. Det fortsatte så selvfølgelig onsdag, hvor jeg også lige fik smidt snot i hele ansigtet. Jeg tog til læge (på min fødselsdag :( ) og blev sendt hjem med den vanelige "det er sikkert intet". Gu' er det da noget! Jeg har ikke sovet pga af det, og det smadrer min fødselsdag! Nå, tiden gik og det blev ikke bedre. Lørdag begyndte det at stoppe med at gøre ondt i halsen, og i stedet fik jeg vild tinitus og begyndte at mærke en bihulebetændelse komme snigende. Mandag måtte jeg så til lægen igen, og jeg fik udskrevet noget pencilin. Derfra er det stille og rolig blevet bedre, til den punkt at jeg endeligt i nat kunne sove! I går sov jeg fantastisk fra kl 6. om morgenen til kl 10, men i nat sov jeg rent faktisk gennem natten! Det er første gang jeg har fået mere et et par timers sammenhængende søvn siden tirsdag i sidste uge! 10 dage uden søvn plejer jeg at kalde festival, men jeg skal love for at der intet festlig var over det her. Det var et helved. Heldigvis(?) var det ikke den influenza som resten af familien havde fået. Der var lige en time til to, hvor jeg havde alle influenza symptomer for fuld udblæsning (føj for et ordvalg), hvor jeg så også troede at jeg skulle dø, men ellers blev jeg forskånet for det stads. I stedet fik jeg så lov til at ligge og tælle timer hver nat i en uge. Yay.

Det er en besynderlig ting, for man kan virkelig gejle sig selv op i sin frustration. Der var tidspunker hvor jeg var seriøst sindssyg; bare sad under min dyne med sveden dryppende af mig, rokkede frem og tilbage og skiftevis grinede, græd og nynnede Miley Cyrus' Party in the USA. Andre gange, fik jeg talt fornuft til mig selv, og fik pulsen ned så jeg kunne slappe af. Her lå man så og prøvede på at sove. Det er ikke en god taktik. Man skal ikke prøve. Det endte med at jeg næsten behandlede det som en gåde. I ved hvordan tankerne bare flyver afsted lige før man falder i søvn, i det der semi-drømmeland. Her blev det til at spil, hvor jeg skulle udføre en række handlinger i en bestemt rækkefølge for at få lov at sove. Disse kombinationer sluttede altid med et kæmpe snøft, eller et vildt host. Og så var jeg jo vågen og kunne starte forfra. Som ugen gik blev dette spil udvidet, og det var som om der kom flere personer med. Jeg måtte ofte minde mig selv om at jeg var alene. Det var vildt fucked. Søvnløshed har jeg før været plaget af, men aldrig så ekstremt. Aldrig så vildt, at min største irritation den ene nat, var jeg ikke kunne græde fordi det gjorde for ondt. I går nat var det så en helt vild hosten der smadrede søvnen. Indtil kl 6, hvorefter jeg så pludseligt vågnede op kl 10 og havde det fantastisk. I går var stadig en syg dag, men jeg sov sgu ud i nat, og jeg føler helt sikkert at jeg er ved at være oven på igen.

Det manglede fandme også bare. Jeg har aldrig haft svært ved at se når det går mig skidt, og jeg er super god til at have ondt af mig selv, men det her har fandme været nogle vilde måneder. Efter mit blindtarmseksperiment, lovede jeg mig selv at ændre det. Jeg skulle ikke være så emo, for jeg har det skide godt. Der findes mange folk der har det værre, og jeg vil ikke gå og være ynkelig, når jeg kan sprede glæde. Yeah well, efter to måneder i en papkasse fyldt med økonomiske problemer, ensomhed, afslag på bolig flere gange, og en masse rod i mit hovedet der skulle gøres noget ved, begyndte det at lysne. Jeg fik penge, jeg fandt et sted at bo og så videre, og så bliver jeg selvfølgelig bundet til sengen i over en uge. Fordi det har jeg jo gjort mig selv fortjent til. Jeg vil ikke ynke, jeg vil blot konstatere at selvom jeg godt ved der er mange, i vis situation jeg ville have det værre, så har jeg kun min egen referenceramme. Jeg kan ikke tage hensyn til hvordan andre har det, når jeg selv skal tage temperaturen på mit liv. Og jeg synes fandme jeg har brugt min uheldskvote. Jeg ville ønske, at jeg troede på skæbnen. Fordi så var der i det mindste nogen man kunne pege fingre af, mens man tænker at hvis det er meningen at det skal gå, så går det nok. Og min idé om karma er også ved at ryge ud af vinduet, for jeg mener ikke jeg har gjort mig fortjent til den her tur. Jeg har fejlet, og lavet en masse lort, men jeg har altid selv været den det er gået ud over, så jeg synes det er unfair.

Men ikke mere brok, fordi NU lysner det. Jeg kunne mærke det da jeg vågnede i morges. Som om man vågnede fra et mareridt. Herfra løfter jeg panden og møder verden med et smil og et håb til at bære mig frem. Hvorfor? Fuck hvorfor. Lige om lidt smelter sneen væk, bladene springer ud og før jeg ved af det, danser jeg rundt i sommersolen igen. En sommer med Roskilde, og i år med en tur til Toscana med gutterne. I den anledning vil jeg lave en iTunes playlist med en masse glad musik. Og her vil jeg fortælle om et par forestående ting som jeg glæder mig til. Nogle ved jeg sker, andre måske, nogle ved jeg hvornår, andre ca.

- Jeg skal flytte. Marts, allerede. Det er jo lige om lidt. Jeg glæder mig til at aftale med Simon hvornår jeg skal hente nøglen, og så bare kan gå ud af mit værelse og være midt i Århus. Jaja, det er midlertidigt, men det er midt på Mejlgade, og det er en uendelighed bedre end det jeg har nu. Jeg glæder mig så meget til Århus igen. Forhåbentligt kan jeg følge med på studiet, selvom jeg er kommet en måned bagud.

- Brno. Aner ikke  hvordan det udtales, men der går årets studietur hen, og jeg håber jeg kan komme med. Deadline'en er passeret og derfor skrev jeg en sød mail til Annelis, hvor jeg forklarede at det først på dags dato (2. februar) var blevet muligt for mig at vide om jeg kunne komme med. Hun skrev tilbage at hun ville høre dem ad i Brno, og vende tilbage til mig. Som jeg forstår det har hun bestilt hotelværelser, og jeg kan ikke i min vildeste fantasi se, at det skulle være et problem at der kom én mere med. Men ak, hun har ikke svaret endnu, og jeg synes det er længe siden jeg skrev. Vil jo bare gerne vide om det kan lade sig gøre. Ville være weltclass!

- Roskilde Festival har en blog konkurrence, hvor de vil vælge 9 som skal blogge om og fra festivallen. Jeg søgte ind for længe siden, og selvom jeg ikke tror jeg bliver valgt, så ser jeg lidt frem til deadlineen på lørdag. Det ville været alt, alt for fedt at komme gratis til Roskilde, med fuld adgang og så bare for at skrive om det. Noget jeg jo kommer til at gøre alligevel. Jeg aner ikke hvornår de kontakter vinderne, men jeg tror som sagt ikke på det. Vil ikke skrue nogen forventninger i vejret, da jeg ved, at jeg ville blive skuffet ved at afslag, selvom jeg vidste jeg var dårlig.

- Måske skulle jeg holde øje med tilmeldingen til at bliver tutor igen? Det var jo en fantastisk oplevelse første gang. Men gider jeg virkeligt at være ham der har prøvet det før, og har styr på en masse? I think so!

- Sommer. Varme. Roskilde. Venner. Grilmad. Toscana. Varme.

Jeg er glad for at glæde mig.

Kolesterolfest og svinepest

Jeg har lige været ude og poste tre breve. I ved, breve, de der mails lavet af papir, som man putter ned i de der store røde skraldespande. Tre breve der stort set sikrer min videre eksistens som et selvstændigt menneske. Ét brev der gør at jeg er nu er forsikret så jeg kan leve livet, ét brev der giver mig penge til at leve for og ét brev der giver mig at tag over hovedet til at leve under. Hvis nu de breve bliver væk i posten, så er jeg på røven, men hvis de når frem flytter jeg til Århus til Marts. Det bliver underligt, men forfærdeligt godt, at komme tilbage. Komme i gang med at leve ordenligt igen. Og så kommer jeg til at på på Mejlgade, lige over for Ris-Ras og en spytklat fra Loco. Det bliver crazy. Men jeg må huske at minde mig selv om at det er midlertidigt. Jeg skal stadig lede efter et permanent sted at bo. Det ville ligne mig at glemme det indtil en måned før jeg skal flytte igen. Men nej, nu skal jeg fandme have styr på mit pis.

I nat sad jeg oppe hele natten og så afslutningen på en fantastisk NFL sæson. For mig har det være lækkert at se Bengals have en god sæson, selvom mange ting kunne forbedres. Næste år har vi et vildt svært program, så det bliver næppe til playoffs igen, men man har lov at håbe! I går skulle finalen så spilles, og det endte også med at blive en forrygende kamp mellem de to hold der har været bedst gennem hele sæsonen. New Orleans Saints endte med at vinde og udløse en kæmpe fest i den hårdt ramte by. Det kom blot dage før deres kæmpe store byfest Mardi Gras, så det betyder at en hel storby i USA nu ligger i sprit de næste tre uger. Det har de fandme fortjent. Ville ønske jeg kunne være der med dem.
I stuen på Als var der endnu engang lagt op til den helt store Kolesterol Bowl. Den der burger er fandme nasty. Den smager godt, men man skal ikke tænke over hvad man spiser, og når dit hjerte begynde at hamre skal de bare skylles til ro med Cola. Det er den klassiske opskrift på en Roethlisburger, som er opkaldt efter Pittsburgh Steelers QB Ben Roethlisberger. Den består af en kæmpe klump kød, røræg, bacon, ketchup og en masse smeltet cheddarost. Ikke noget salat, eller noget sundt på nogen måde. Hvis dit kolesterol-tal ikke er højt i forvejen bliver det det efter sådan en omgang. Hey, det er kun Super Bowl én gang i året.

Ellers er alt helt ad helveds til herhjemme. Lucas var åbenbart blevet ramt at svinepesten, og selvom han er ved at være ovenpå igen, så har han smittet min far, Line og lille Laura. Så det er jo fantastisk. Line forlod sengen for første gang siden mandag i går, Laura græder konstant og min far forsøger at bide det i sig, at tage sig af de to, samtidig med at Lucas jo heller ikke er helt på toppen. Jeg stiller mig til rådighed som jeg kan, men Laura og Lucas vil jo ikke have mig men far eller mor. Det bliver godt når de begynder at blive raske. Og nu hvor jeg har holdt mig sygdomsfri de første par uger, så synes jeg bare at jeg skal styre helt uden om. Gider ikke til at være syg nu. Ikke nu hvor  mit held lige skal til at vende til det bedre.

Den store sorte og den blå

Nogle af jer kan måske huske, at jeg havde en EP på min top 10 over de bedste udgivelser i 2009. Det var to meget unge svenske tøser, der fik fortryllet mig med deres håndtering af den klassiske folk -sangskrivnings- disciplin. Den lethed der præger deres EP, de livskloge tekster som langt overgår pigernes alder og ikke mindst de smukke vokalharmonier, lyder alt sammen som startskuddet på en karriere bland de allerstørste. I starten af de nye år har de så smidt deres debut album på gaden. The Big Black and the Blue, hedder det.

Det er så her jeg går lidt i stå, og må indrømme at jeg simpelthen ikke kender de superlativer der bedst beskriver dette album. Det er et album der er fyldt med overraskelser. Jeg måtte stoppe mig selv i at fortælle om de forskellige højdepunkter, da det slog mig at jeg lige havde opremset de første 6 numre på pladen.

Igen må jeg sige at jeg simpelthen ikke forstår at de ikke er ældre. En ting er deres greb om det engelske sprog. Jeg har selv en søster på 15 og en bror på 18, ingen af dem kan engelsk som de her to svenskere der er adskillige år yngre. Hell, jeg ville ikke kunne skrive på engelsk som de gør. De billeder maler med ordene er på et meget højt niveau og gør, at folkscenen bliver nødt til at vurdere dem på lige fod med de ældre og mere etablerede kunstnere. Det går ikke at kalde dem børn og vurdere deres musik ud fra det kriterie at de er nogle små dygtige nogen. Jeg ved godt at jeg selv gør det lidt nu, men det er fordi det simpelthen er vildt. Det er nemlig ikke bare teksterne, albummet bugner af melodier, harmonier og stemning som jeg er sikker på mange etablerede navne, ville give en arm eller to for at have skrevet.

Sangskrivningen er (selvfølgelig) også af høj klasse. Jeg vil meget gerne hive en enkelt sang ud, men det er simpelthen opgave i sig selv. Lige nu er det Heavy Storm der lyder fra mine højtalere, med et vanvittigt betagende omkvæd og en tyk stemning af melankoli og længsel.
Nu er det Ghost Town, der er den klassiske "jeg elsker dig, men jeg bliver nødt til at rejse med min musik - jeg kommer tilbage til dig en dag" sang, som alle country- og folk-folk (høhø) har minimum én af. Det er klichéfyldt, men det er simpelthen så veleksekveret.

Jeg bliver nødt til at stoppe her, selvom jeg kunne blive ved. Alle bør tjekke dette band ud. Især hvis man er medlem af Klub P3 - The Rumor Said Fire er det bedste band nogensinde.  Jeg efterlader jer med videoen til førstesinglen Hard Believer, fordi det naturligvis også er en fed video. Og så vil jeg ellers smutte over og se Up!



Nå ja, haha, som om det var en lille og ubetydelig ting, så kan jeg lige fortælle at jeg har fundet et sted at bo i Århus. Godt nok kun fra Marts til Juni, men det giver mig tid og ro til at finde noget permanent, samtidig med at det gør mig i stand til at fortsætte mit liv. Det er SÅ vigtigt!