En historie værd at fortælle

Det er meget sjældent at jeg finder at spil, som jeg virkeligt bliver grebet af. Ofte spiller jeg spillene i nogle timer, og mister så langsomt interessen. Der har været få untagelser som Monkey Island serien og Baldurs Gate ditto, men ellers er det meget få spil jeg rent faktisk har gennemført. Hvorfor ved jeg egentligt ikke, for jeg kan komme i tanke om mange rigtig gode spil, som jeg ikke har spillet færdigt. Det er ikke fordi jeg ikke har tålmodigheden, og det er ikke fordi de er for svære. Jeg tror det er fordi der er forskel på et godt spil med god historie eller godt gameplay, og så et spil med en historie eller karakterer som man bliver revet med og engageret i. Monkey Island er et klasse eksempel her på. Der er ingen forrygende historie. Alle spillene følger stort set den model der hedder: Elain bliver kidnappet (eller på anden måde forsvinder), mens Guybrush skal forsøge at stoppe LeChuck og finde Elain på samme tid. And what do you know, ofte finder han dem begge samme sted, og får sat en stopper for LeChuck mens han igen vinder Elain. Det er ikke en genial historie, men man bliver revet med af den platte handling, og engagerer sig i karaktererne. Til det punkt, at man vitterligt får det dårligt, når der i det nye Monkey Island bliver sat spørgsmålstegn ved to af Guybrushes evige hjælpers oprigtighed. Dét er en kæmpe præstation.

Filmen Avatar er også et godt eksempel. Historien er set mange gange, men fordi den er så fokuseret og stærk narrativt, bliver man engageret og man ender med at få en god oplevelse.

Historiefotællingen er et aspekt af såvel film-, spil- og teater-medierne som simpelthen er blevet overset de sidste mange år. Simpelthen fordi skaberne ikke har lært at en god historie er ikke lig en god fortælling. Man kan sagtens gøre en endimensioneret og uopfindsom historie, til en fantastisk fortælling. Just som filmen om Da Vinci Mysteriet er et fremragende eksempel på, at en god historie sagtens kan være en forfærdelig uinteressant fortælling.

Grunden til at jeg skriver det her, er at jeg de seneste par dage er blevet taget med storm af et nyt spil. Uncharted 2: Among Thiefs (billedet). Det er ikke historien om en skattejæger der vil ud og lede efter Marco Polos forsvundne skibe og følge hans spor til Shambala, der gør det. Det er ikke det Tomb Raider agtige gameplay, hvor man både løser gåder ved at kaste sig rundt i store fantasifulde langskaber, skyder en masse badguys og sniger sig rundt i mørke grotter. Det er ikke den fantastiske billed- og lydside og det er ikke det fantastiske filmiske udtryk der præger hele spillet. Det er ikke engang alt dette kombineret. Ikke kun i hvert fald. Det er den udefinerbare trang til at se hvad der sker rundt om næste hjørne. Jeg oplevede noget jeg ikke har oplevet endnu. Jeg blev fuldstændigt opslugt af spillet og kunne seriøst ikke lægge controlleren fra mig. Det er resultatet af en god gang historie fortælling og et rigtig godt greb om de narrative virkemidler. Karaktererne er troværdige, sjove og selvom de er fantastiske, kan man sagtens se sig selv eller andre i dem.

Vil egentligt ikke sige for meget om spillet, men det er en skam at historiefortællingens kunst er næsten uddød i en tid hvor det vrimler med gode og fantasifulde historier.

Hvis du har en PS3 skal du have spillet, og hvis ikke så kom og besøg mig så spiller vi. I could use the company!