Formål?

Endnu en gang starter jeg uden egentligt at have et mål. Noget der måske er meget rammende for min tilværelse sådan generelt. Har brugt weekenden på, at forsøge at glemme alt det lort der foregår omkring mig for tiden. Fordi det er sikkert ikke lort. Det er nok bare mig der gør det til lort. Det er det jeg gør. That's my thing. Jeg har som nævnt fundet mig et værelse, og selvom det er småt, så er det centralt og billigt - det burde gøre mig glad, ikke? Problemet er bare, at jeg igen står i den situation at jeg ikke har penge, så jeg havde fat i banken i onsdags, og tænkte at den sag hurtigt er overstået. I mellemtiden har der så været helligdag og weekend, så jeg har måtte vente. Det er ikke fedt at vente, når man én gang har prøvet at det er gået galt. Jeg håber virkeligt at det hele går i orden. Gerne allerede i morgen, så jeg kan begynde at planlægge flytningen. Går der længere tid, falder det sammen med eksamen, og så begynder det hele for alvor at ramle sammen. Det kan jeg ikke klare.

Jeg er svagelig for tiden. Er begyndt at indse, at jeg nok har rendt rundt med en depression, på den medicinske reelle måde, siden slutningen af november, hvor det hele ramlede sammen første gang. Det har ikke hjulpet at komme hjem og bo i to måneders tid, det hjalp ikke at komme tilbage til Århus og have et midlertidigt sted at bo. Det har ikke hjulpet at omgive mig selv med en ordenlig hverdag, med studie og fantastiske personer. Så jeg er begyndt at tro, at det heller ikke vil hjælpe, at flytte denne gang (selvom det helt sikkert vil være uendeligt meget bedre, end at flytte hjem igen). Starten af Juni er skillepunktet. Når Juni kommer, skal jeg have fundet penge, den 1. skal jeg flytte og den 2. skal jeg aflevere sidste af to opgaver. Det bliver to uger, som er helt ad helveds til, men tilgengæld har jeg intet bagefter. Der kan jeg virkeligt slappe af. Og når jeg har slappet af, og ikke længere stresser så vildt, bør jeg nok finde ud af om jeg kan kan få noget hjælp. Om det er medicin, psykolog eller begge, så må det være bedre end alternativet. Er træt af at have det skidt hele tiden. Og det skræmmer mig at der er tanker, som jeg ikke engang vil nævne her, men som er der så ofte, at jeg er helt tryg ved dem efterhånden.

Jeg hørte engang at menneskets velsignelse var, at det ved at det skal dø, men ikke hvornår. Man vil med den viden live livet til det fuldeste. Men hvis man er kommet skævt i gang, vil den samme viden vel blot være en forfærdelig byrde. Hvad nu hvis jeg ikke når at leve livet før det er for sent? Hvad hvis jeg kommer til at slide mig igennem alle verdens problemer, bare for at dø, før jeg kan høste frugten af alle mine anstregelser? Der vil pointen med sætningen nok være, at man netop ikke skal bekymre sig om alle problemerne, hvilket jeg gerne vil tro på, men sådan fungerer det ikke. Har du penge, kan du få, men har du ingen, må du gå. Ja, men gå hvorhen? Det hjælper ikke at flygte.

Jeg kunne pege på mange ting, der er med til at gøre at jeg gang på gang sidder her, med hovedet i hænderne og følelsen af at alt min livskræft har samlet sig som en klump i halsen. Det kunne være mangel på penge, mangel på formål, mangel på intimitet, mangel på kærlighed osv. Men jeg bliver nødt til at starte med mig selv og håbe på at resten følger. Derfor tror jeg at jeg vil opsøge hjælp, når det hele falder til ro. Selvom det måske i virkeligheden er nu jeg har brug for det. Det lader sig ikke gøre, det har jeg simpelthen ikke overskud til.

Heldigvis slutter jeg af på den ironiske note. Så kan jeg da falde i søvn med et lille smil på læben, selvom det kun er overfladisk.