A Bad feeling...

Jeg sidder her søndag nat med en ubehagelig fornemmelse. En fornemmelse af, at selvom det ser ud til at flytningen falder på plads tirsdag, så er der stadig tid til at det kan gå galt. Hvordan aner jeg ikke, men det ville ikke undre mig.

Falder det hele på plads, vil jeg højst sandsynligt vågne onsdag morgen, med det største smil jeg har haft siden... bah. Siden Martin flyttede fra Skejby. Det var i september. Det bliver awesome at kunne slappe af et sted, og vide at jeg ikke skal flytte igen før jeg vil. Sommeren vil blive hjulpet af det, fordi mit humør vil være bedre. Jeg vil stadig være to opgaver bagud, men det ville jeg nok kunne finde overskud til. Jeg ønsker virkeligt at sommeren bliver fantastisk, selvom det bliver uden Roskilde.

Men selvfølgelig, hvis et eller andet går galt inden for de næste 48 timer, så er jeg bange for at jeg knækker helt. Har brugt et halvt år på at grave efter overskud. Og ja, fuck it, jeg har brugt et halvt år på at ynke over mig selv og min situation. Jeg synes selv det er mere klamt end de folk der lægger ører til det, selvom de sikkert heller ikke elsker det, det har bare været nødvendigt. Men jeg kan ikke mere. Nu skal tingene gå min vej, bare lige de næste par måneder, så jeg kan lade op og tage det næste halve års tid på oprejst pande.

Jeg er vant til at min største fjende er mig selv, og jeg kæmper med ham ofte, men de seneste måneder har det taget overhånd. Så nu stopper det. Nu begynder opturen, og den begynder med en flytning og en fantastisk sommer. True story.