En dårlig nyhed

Turboweekend - Colors

I min seneste blog, skrev jeg at jeg ankom til undervisning, efter mit lille visit hos det offentlige, med en dårlig nyhed. Og det må man sige at jeg gjorde, men for kronologiens skyld, spoler vi lige lidt tilbage.

Engang i Oktober fortalte Martin mig, at han havde fået muligheden for at flytte hjem til Sofie. Og at han havde fået et værelse allerede fra november. Det kom lidt som et chok, fordi jeg ikke have skænket det at skulle tage stilling til min boligsituation en tanke. Men det skulle jeg nu. Jeg skulle ret hurtigt tage stilling til, om jeg ville blive boende i en dyr, dyr lejlighed, eller om jeg ville finde noget nyt og billigere. Jeg besluttede mig for at finde noget andet. Derfra havde vi så 3 måneders opsigelse. Jeg brugte et par uger på at lede lidt, og fandt så ud af at Simons roommate stod og skulle flytte. Så ret hurtigt blev det til at jeg skulle der ud, hvilket var alletiders.

Nu kom min forhindring så bare, Jeg skulle finde pengene. Da jeg flyttede ind med Martin havde jeg ikke penge til depositum, så det betalte jeg aldrig, og derfor smuttede Martin med de penge. Så nu stod jeg uden penge til min del af depositummet, som Simons roommate skulle have. Det første jeg tænkte var at forhøre min far om, om det kunne lade sig gøre at låne af ham. Han ville tænke over det. Efter noget tid fandt han ud af, at det kunne de ikke, de var spændt for hårdt op i forvejen. De stod og skulle til at købe ny bil og sådan nogle ting, så de kunne ikke finde pengene. Nå ja, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Vil ikke snylte på dem for evigt, så det gjorde mig ikke noget.

Jeg skrev til banken og forklarede situationen, at jeg gerne vil øge mit lån med 20000 ekstra, fordi jeg og skulle betale depositum, samt to huslejer i et par måneder. Og så ventede jeg ellers på svar. Jeg regnede ikke med at der ville være et problem, fordi det jo var indskud til et sted at bo, og siden jeg var studerende tænkte jeg at det ville de nok godt hjælpe med. Jeg ventede. Og ventede. Da der var gået to uger, og jeg ikke havde fået svar, skrev jeg igen for at høre om hun havde misset min besked, eller hvad der var sket. Kunne jo være hun havde været på ferie eller sådan. Hun skrev tilbage ret hurtigt, at fejlen lå hos hende, og det var hun ked af. Og så begyndte vi at skrive frem og tilbage, om hvor meget min afbetaling skulle hæves med og hvordan og hvorledes. Jeg fik indtrykket af, at hun selvfølgelig ville hjælpe mig, men bare lige skulle sikre sig, at jeg havde tænkt det godt igennem. Indtil jeg så fik et svar der hed: Nej. De ville ikke låne mig flere penge, fordi hun ikke mente at jeg så ville have nok penge at leve for hver måned, fordi jeg ikke havde garanti for et job efter uddannelsen og fordi jeg havde været for sent ude.

Hvad?

For sent ude? Ja, hvis skyld var det lige? Var det Martin fordi han slog til da han fik et tilbud han ikke kunne afslå? Var det mig, fordi jeg først lige ville prøve at gå uden om banken og spørge hos min far? Eller fordi jeg er under uddannelse, og læser noget jeg interesserer mig for, selvom fremtiden måske ikke er guld og sedler? Nej, vel? Måske var det lidt hende der venter med at svare i to uger, forhandler med mig i to uger og så kategorisk afviser mig to uger før jeg skal være ude af lejligheden? Bare måske. Og det med ikke at have penge nok, var jo noget vås. Jeg havde lige så mange penge som hidtil. Flere faktisk. Min husleje var faldet 1000 og min afbetaling var steget med 500 pr. måned. Det giver et plus på 500. Og skal jeg smides fra hus og hjem fordi jeg læser et humanistisk fag? Jeg synes sgu det var lidt groft. Den sidste del af det her falder så sammen med at min blindtarm giver op, så jeg var vist i lort til halsen som man siger.

Jeg indser at jeg ikke når at skrabe pengene sammen til at flytte nogen steder hen, hvor jeg skal betale indskud, og at det næppe kunne lade sig gøre at finde noget andet inden jeg skulle være ude. Så planen gav ligesom sig selv. Jeg måtte flytte hjem til min Far på Als, og finde arbejde i Sønderborg så jeg kan få tjent nogle penge. Jeg får det hele arrangeret ret hurtigt, og flygter så en stille torsdag formiddag. Det regnede ad helveds til, min far havde travlt og det hele var noget pis. Reimer kom og hjalp til, så det gik lidt hurtigere, og så var jeg ellers af sted.

Der gik dog kun en dag eller to, før jeg virkeligt begyndte at fortryde. Ikke at jeg kunne have gjort det meget anderledes, men havde jeg virkeligt tænkt mig at bo her i et halvt til et helt år? Kunne jeg klare det? Jeg har det mindste værelse i huset, ingen venner i miles omkreds og 20 km ind til byen. Det var jo næsten det komplet modsatte af hvad jeg kom fra.

Så nu sidder jeg her. Ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Er utroligt rart at se familien, og hygge med dem, men jeg ved også at jeg ikke kan blive. Planen må være at komme tilbage til Århus så hurtigt som muligt, og så beslutte mig for, om jeg vil lege catchup med dramaturgi, eller måske begynde på noget nyt. Men hvordan kommer jeg lige til Århus? Jeg tror først semesteret starter i februar, så jeg har lidt tid at køre på. Men nu hvor jeg er ude over de to huslejer, kan det være banken vil høre på mig. Eller skal jeg først finde job og så tage den derfra? Eller først et sted at bo? Jeg synes sgu det er svært. Men jeg må tage mig sammen, og finde ud af noget, så jeg kan komme i gang med et liv igen. Den her dvale tilstand siger mig intet. Siden jeg er kommet hjem har jeg ikke lavet en skid, andet end at overveje hvad jeg skal og spille playstation. Jeg tror efterhånden den periode er færdig, og så må jeg starte på næste fase.

Én ting er sikkert. Jeg skal tilbage.

Foo Fighters - Learn to Fly