mandag den 28. december 2009

10 albums fra 2009

Inspireret af stort set alle, vil jeg lige komme med min mening om hvilke ti plader fra 2009 som alle burde høre, uanset religion, politisk tilhørsforhold eller musikalske præferencer. Midt i det hele gik det op for mig, at jeg umuligt kunne rangere dem fra nummer 10 til bedst, så i stedet er det blevet de ti bedste i alfabetisk rækkefølge. Bare lige for at gøre det klart fra starten, så er alle disse albums fantastiske, og bør høres. Hvis jeg lyder lidt negativ i en beskrivelse, så er det stadig et super godt album, og hvis jeg lyder rigtigt begejstret, så er det fordi det er reel verdensklasse.


(500) Days of Summer Original Soundtrack
Ja, jeg har et soundtrack med blandt mine ti yndlings plader i år. Og nej, jeg fortryder det ikke nu eller senere. Det er en fantastisk række sange der både komplimenterer hinanden og filmen til UG kryds og slange og det hele. Vi får blandt andet hørt The Smiths og Doves. Albummets højdepunkt er The Temper Traps uimodståelige Sweet Disposition, som er taget fra deres album Conditions, der var millimeter fra at nå min top ti. Så nu blev det nævnt her. Og se forresten filmen! Den er fabelagtig!
En at høre: Sweet Disposition

First Aid Kit - Drunken Trees
Egentligt er det blot en EP, men det skal ikke snyde dem fra en placering på min top 10, over udgivelser i år. Det er to purunge, svenske søstre der står bag denne genistreg. Man bliver virkeligt overrasket når man får at vide, at de knapt nok er teenagere. Teksterne er dybe, og deres stemmer nærmest flyder over med ærlighed. Man kan ikke undgå at blive berørt. Der er en stor fremtid i vente her.
En at høre: Deres cover af Fleet Foxes Tiger Mountain Peasant Song

Jay-Z - The Blueprint 3
Næste del af Blueprint serien, var stille og roligt gået en og blevet det mest hypede hiphop album i 2009. Forventningerne var så høje, at Jay-Z næsten kun kunne skuffe. Nogle vil tage afstand, fordi det ikke lyder som Jay-Z gjorde dengang han var ung og pusher. Jeg sætter pris på udvikling, og jeg har virkeligt ikke hørt et album som dette før, men jeg har dog på fornemmelse at der kommer flere i fremtiden. Men det er heller ikke første gang Jay-Z går i spidsen og resten følger trop.
En at høre: D.O.A. (Death of Autotune)

John Mayer - Battle Studies
Hvis der er én mand i denne verden jeg misunder er det John Mayer. Han er virkeligt sjov, han ser godt ud og så er han en fabelagtig sangskriver, og måske en af de bedste guitarister i moderne musik. Det sidste er ikke så meget i fokus på dette album, hvor guitaren har trukket sig lidt i baggrunden, til fordel for de melankolske tekster og den trykkende stemning. Der er meget smerte i dette album, og man får næsten fornemmelsen af, at dette ikke var det album John Mayer ville skrive, men det var det album han blev nødt til at skrive. Og det kan jeg kun sige tak for.
En at høre: Assassin

Kid Cudi - Man on the Moon: The End of Day
Efter introsangen, sparkes dette album igang med Soundtrack 2 My Life, og hurtigt står det klart, at denne unge gut kunne skide guld hvis han ønskede det. Det står dog lige så hurtigt klart, at det vil han ikke. Kid Cudi udfordrer sin lytter både via musikken, men så sandelig også via teksterne. Jeg vil faktisk sammenligne dem med teksterne på John Mayers album. Meget atypisk hip-hippen, beskæftiger Kid Cudi sig ikke med hvor sej han er, hvor store biler han kører og hvor mange haters han har. Han giver sig i kast med de problemer han har, som et ganske almindeligt menneske, hvis største forhindring er ham selv. Det er en modig plade, og det bør belønnes.
En at høre: Soundtrack 2 My Life

M.Ward - Hold Time
6. album fra folk magikeren M. Ward, holder hans høje standard. Det er vanvittigt stemningsfyldt, og så er det ellers bare en fryd at høre på. M. Ward er en af den slags kunstnere, der fungerer lige godt som baggrundsmusik og når man virkeligt lytter. Det er behageligt, men fyldt med så mange detaljer at man ikke bliver træt af det. Det er vanlig M. Ward med flotte tekster, godt humør og så ellers bare der ud af. Har man ikke hørt M. Ward har man snydt sig selv, og kan passende starte her.
Ps. Min elskede Zooey Deschanel gæster to numre.
En at høre: Epistemology

Mastodon - Crack the Skye
Wow. Det er den følelse jeg sidder med hver gang jeg hører dette album. Mastodon er et fænomen på den progressive metal scene. Hver gang de har udgivet et album, har de været helt i top på alverdens lister over årets metal plade. Crack the Skye ikke bare holder den standard, men er den hidtidige kulmination på mastodonternes sangskrivning. Der er skruet en anelse ned for det hektiske trommespil, og det er ikke så hårdt som de var i starten, men deres øre for melodier er enestående inden for genren og deres sangskrivning er i særklasse. Årets album, hvis du er til metal. Selv hvis du ikke er, bør de give det et lyt eller tre.
En at høre: Oblivion

Selvmord – Selvmord
Ynk, ynk, ynk. Der bliver virkelig slået på den melankolske storetromme på dette samarbejde mellem L.O.C., Suspekt og Jonas Vestergaard. Der er blevet sagt meget om hvor stort et skridt det har været for dem, at lave et sårbart og ærligt album, hvor de smider facader og parader. Det giver jeg ikke meget for, men sandheden er, at det er en samling rigtig gode sange de har leveret. Det er ikke banebrydende, det er ikke provokerende, det er bare godt håndværk. Og det gør alt hvad der er sagt om denne plade ligegyldigt. Tip til bandet: bare lad musikken tale, det går fint!
En at høre: Hver Gang Du Går

Turboweekend - Ghost of a Chance
Årets danske album. Hands down. Den klasse Turboweekend her lægger for dagen, er ganske enkelt uhørt i lille Danmark. Her er ikke bare 1 eller 2 hits, her er 11 sange af vanvittig høj karat, der alle i sin egen ret kunne bære et helt album op af middelmådigheden. Jeg vil ikke sige for meget om det her album, for jeg synes det skal tage alle på sengen som det gjorde med mig. HØR DET!
En at høre: After Hours

White Lies - To Lose My Life
Nyeste håb fra den britiske alternative rock scene. Det var det band, der fik mig til at stå til en Eagles of Death Metal koncert på Roskilde, og ærgre min røv i laser, over at jeg havde valgt forkert. Men jeg trøstede mig med, at White Lies ikke er et one hit wonder, de har bare lige skudt deres karriere i gang. De bliver store, og det med rette, for det her album er simpelthen fantastisk. Vi sakker en blanding af Joy Division, Interpol og det gamle Editors, men fuldt på højde med de tre.
En at høre: Unfinished Business

There you have it. Jeg synes egentligt det var meget sjovt. Kan være jeg gør det samme med film en af dagene. Wup Wup!

Ingen kommentarer: