Emo-Cules part I

Jay-Z feat. Eminem - Renagade

Som jeg sidder på mit lille, trange værelse på Als og kigger på det rod der engang var en lovende tilværelse, med gode karakterer, lys fremtid, socialt overload og en vægt på to cifre, skal jeg til at finde ud af hvad jeg gør.
(fy for pokker hvor er det et nice nummer det der)
"Hvad jeg gør" er meget bredt sagt, for sandheden er at der er mange ting der skal ordnes. Både konkrete ting, og ting og sager jeg skal have ud af systemet inden de æder mig op. Jeg vil ikke sidde og klynke som en anden emokid, men det ender med at fucke mig helt op det her.

Det første der skal ske, er at jeg skal væk herfra. Intet ondt sagt om min familie, men det er ikke mig. Jeg skal ud hvor jeg kan være mig selv, lave mine egne rammer for en tilværelse og selv putte indhold i. Her er rammerne lagt, og rammerne er så trange, fordi vi er så mange, at der ikke er plads til at fylde dem med et ordenligt liv. Ikke at det liv de lever, ikke er ordenligt, men de er 6 mennesker der har fået en ramme til at fungere, og så kan jeg ikke bare komme med alt mit lort, og regne med at det hele bliver bedre for mig. Ud og stå på egne ben. Så ja, væk skal jeg. Men hvordan kommer jeg så lige det, uden penge? Og væk hvorhen? Og Hvornår?

Det sidste er let at svare på. Hurtigst muligt. Pengene er et problem der kan løses enten via banken, eller arbejde. Men hvorhen har vist sig sværre end jeg havde ventet. Den nemme beslutning, ville være at flytte tilbage til Århus, hvor jeg efterhånden har fået skabt mig noget der ligner en tilværelse. Men spørgsmålet er om det egentligt er det jeg vil? Jeg har en masse fantastisk venner, som jeg savner hver dag, men dem kan jeg ikke tage hensyn til. Ikke denne gang. Jeg kom i første omgang til Århus fordi Kathrine skulle, så selvom jeg ikke nåede at se Århus med hende, så var det ikke et helt ærligt valg overfor mig selv. Jeg har altid gerne ville til København. Hvis jeg glemmer alt om venner på begge sider af storebælt, ville jeg nok vælge København. Men det kan man ikke. Jeg kan ikke glemme de venskaber jeg har skabt over de seneste par år, og jeg kan ikke glemme hvor godt jeg føler mig tilrette. Men at være glad og tilfreds er ikke at være lykkelig. Så meget har jeg da lært.

Vil det gøre mig lykkelig at komme til København, kan man så spørge sig selv? Sikkert ikke, men jeg aner det ikke hvis jeg ikke prøver. Århus har været fantastisk, og det har gjort ondt at forlade det, men jeg vil ikke sidde fast. Ikke forstået på den måde, at jeg ikke vil binde mig til en by, eller en person for den sags skyld, men jeg vil ikke sidde fast i en tilstand af konstant melankoli og mest af alt, en uendelig higen efter ting jeg ikke tør sætte ord på.

Det er vel mit egentlige problem, og har længe været det. Den higen, der driver mig frem af er den samme længsel der holder mig tilbage og langsomt æder mig op. Jeg har altid gjort mig selv stolt ved tanken om, at jeg er min egen, at jeg ikke lefler for nogen og er ligeglad med hvad folk tænker om mig. Det er også tildels rigtigt, jeg er som jeg er og ellers er jeg ligeglad. Men "som jeg er" indeholder også en trang til ikke at ville træde folk unødigt over tæerne. Eller, streg unødigt, det vil jeg heller ikke gøre hvis det var nødvendigt. Det er det, der gør at alle kan lide mig, og det er det der gør mig så helveds usikker. Jeg kan ikke bare gå op til en pige og sige "hør her, du er skide sød vil du ikke med mig hjem?"(lad os nu antage at jeg har mit eget hjem, blot for illustrationens skyld), fordi jeg er bange for at gøre hende utilpas eller fornærmet. Nej, jeg er mere tryg ved at gøre alle til mine venner, og så i stedet kvæles op inde fra når tøsen ikke ser på mig, som jeg ser på hende. Kombiner det, men min ufatteligt dårlige evne til at læse og reagere på diverse tegn, og du har en opskrift på en fyr alle undrer sig over aldrig finder en kæreste. For han er jo så sød.

"Why do I fall in love with every woman I see who shows me the least bit of attention?"

Joel Barish i Eternal Sunshine of the Spotless Mind
af Charlie Kaufman

Det overstående citat er fra min yndlingsfilm, og er noget jeg kender alt for godt. Det er ikke sjældent jeg kan stire mig helt blind på en pige, bare for at give op med begrundelsen, at jeg hellere vil have hende i mit liv som ven, end slet ikke. Selv når jeg læser det nu, giver det mening. Men det giver mig så mange aftener med dårligt humør, at det efterhånden er latterligt. Jeg tror bare det er kommet så vidt, at mit første afslag bliver manifestationen af mine bange anelser, og slår alt lyst til at prøve igen ud af mig. Så jeg må hellere være sikker, før jeg gør noget. Ved ikke om det giver mening overhovedet, men det giver nok mening til at gå mig på.

Men hey, det var ikke just svar på om jeg skal til Kbh eller Århus. Den diskussion kommer sig nok lidt af, at min mor bor lige nord for København. Idéen kunne være, at jeg flyttede ind hos hende så jeg havde en base mens jeg søgte job og lejlighed. Det kræver dog at jeg får indviet min mor i planen, og får grønt lys af hende. Det kan jeg ikke gøre med Århus. Her bliver jeg nødt til at tage det i etaper. Det var så simpelt, dengang man havde job, penge og tid. Der flyttede jeg bare. Nu gælder det om at komme så hurtigt væk som muligt. Så hurtigt, at jeg ikke ser det som en mulighed, at finde job på Als før jeg skal nogen steder.

Okay nu bitcher jeg også bare over de mindste ting. Buhuu, det er så hårdt at skulle flytte. Jeg burde lukke alt det der ude og koncentrere mig omkring, det det hele egentligt handler om:

Århus eller København. København eller Århus?