Dizzy Mizzter Culezz

Så sad jeg i går til Fredagsbar og havde det ganske hyggeligt. Havde sådan lidt gang i to aftaler. Havde aftalt med Marion at vi skulle finde ud af et eller andet i løbet af aftenen, og samtidig var Reimer opsat på at der skulle være gang i den. Som tiden gik, blev det dog klart at der skulle ske noget vildt, hvis vi ikke bare skulle ende med at sidde på kasernen hele aftenen. Ikke at der var noget galt i det, det var super hyggeligt, men ikke lige hvad jeg havde aftalt med hverken Marion eller Reimer. Pludselig fik Marion en besked fra en ven hun har, der er i praktik på Skanderborg Festivalen. Hun fik simpelthen tilbudt at tage sin kæreste med til en hemmelig og gratis intim koncert med Dizzy Mizz Lizzy. Som gik i gang to timer efter hun fik beskeden. Eftersom hun havde lovet sig selv væk til mig for en aften, og hendes kæreste havde andre planer, endte det med at både Reimer og jeg tog med Marion til Dizzy koncert! Det er vist det man kalder et surprise twist.

Da vi ankom til stedet var det pludseligt det mere fancy end vi lige troede. Der var åbenbart gratis pindemadder og fri bar! Damn damn. Og så gik de sgu på og startede med Glory, og så stod jeg pludseligt og var teenager igen. Jeg havde ikke troet at jeg skulle se Dizzy live, så derfor var det kæmpe stort at Reimer fik fat på biletter til d. 2. April. Og også fedt at de kommer til Roskilde. Men nu stod jeg pludseligt der og var til Dizzy koncert, to timer efter at aftenen så ud til at blive en fuser. Very nice! Efter koncerten var der sågar også gratis Hotdogs! Oh my, oh my! God aften.

Her til aften fik jeg endeligt set The Imaginarium of Doctor Parnasus. Rigtig fed film. Sidder lidt med en fornemmelse af, at det måske lidt var den film Tim Burton ville lave, da han gav sig ud for at lave Alice. Den triumferer alle de steder Alice fejlede. Selvom filmens første halvdel klart lover mere end den i sidste ende kan holde, er det bestemt en film man skal se. På trods af den snak der har været omkring Heath Ledger og hvordan de er kommet uden om hans død, er det ikke noget der tager fokus. Det problem er de kommet ganske smagfuldt uden om, og det er godt. For det her er ikke Ledgers film. Det er Terry Gilliams film, og det skinder tydeligt igennem. Den er så fantasifuld og visuelt betagende. På skuespiller-fronten tager Tom Waits rigtigt meget opmærksomhed (ala hvad Ledger selv gjorde i The Dark Knight), og det er kun godt. Han er perfekt casted. Intet mindre.

Snyd ikke dig selv for denne perle.