Den store sorte og den blå

Nogle af jer kan måske huske, at jeg havde en EP på min top 10 over de bedste udgivelser i 2009. Det var to meget unge svenske tøser, der fik fortryllet mig med deres håndtering af den klassiske folk -sangskrivnings- disciplin. Den lethed der præger deres EP, de livskloge tekster som langt overgår pigernes alder og ikke mindst de smukke vokalharmonier, lyder alt sammen som startskuddet på en karriere bland de allerstørste. I starten af de nye år har de så smidt deres debut album på gaden. The Big Black and the Blue, hedder det.

Det er så her jeg går lidt i stå, og må indrømme at jeg simpelthen ikke kender de superlativer der bedst beskriver dette album. Det er et album der er fyldt med overraskelser. Jeg måtte stoppe mig selv i at fortælle om de forskellige højdepunkter, da det slog mig at jeg lige havde opremset de første 6 numre på pladen.

Igen må jeg sige at jeg simpelthen ikke forstår at de ikke er ældre. En ting er deres greb om det engelske sprog. Jeg har selv en søster på 15 og en bror på 18, ingen af dem kan engelsk som de her to svenskere der er adskillige år yngre. Hell, jeg ville ikke kunne skrive på engelsk som de gør. De billeder maler med ordene er på et meget højt niveau og gør, at folkscenen bliver nødt til at vurdere dem på lige fod med de ældre og mere etablerede kunstnere. Det går ikke at kalde dem børn og vurdere deres musik ud fra det kriterie at de er nogle små dygtige nogen. Jeg ved godt at jeg selv gør det lidt nu, men det er fordi det simpelthen er vildt. Det er nemlig ikke bare teksterne, albummet bugner af melodier, harmonier og stemning som jeg er sikker på mange etablerede navne, ville give en arm eller to for at have skrevet.

Sangskrivningen er (selvfølgelig) også af høj klasse. Jeg vil meget gerne hive en enkelt sang ud, men det er simpelthen opgave i sig selv. Lige nu er det Heavy Storm der lyder fra mine højtalere, med et vanvittigt betagende omkvæd og en tyk stemning af melankoli og længsel.
Nu er det Ghost Town, der er den klassiske "jeg elsker dig, men jeg bliver nødt til at rejse med min musik - jeg kommer tilbage til dig en dag" sang, som alle country- og folk-folk (høhø) har minimum én af. Det er klichéfyldt, men det er simpelthen så veleksekveret.

Jeg bliver nødt til at stoppe her, selvom jeg kunne blive ved. Alle bør tjekke dette band ud. Især hvis man er medlem af Klub P3 - The Rumor Said Fire er det bedste band nogensinde.  Jeg efterlader jer med videoen til førstesinglen Hard Believer, fordi det naturligvis også er en fed video. Og så vil jeg ellers smutte over og se Up!



Nå ja, haha, som om det var en lille og ubetydelig ting, så kan jeg lige fortælle at jeg har fundet et sted at bo i Århus. Godt nok kun fra Marts til Juni, men det giver mig tid og ro til at finde noget permanent, samtidig med at det gør mig i stand til at fortsætte mit liv. Det er SÅ vigtigt!