tirsdag den 23. februar 2010

Robyn & Diamond Eyes

To nye og gode ting er sket i den lille klokke som jeg kalder en tilværelse. Ingen af dem har direkte indflydelse på min tilværelse, men begge gør mig glad og får mig til at føle at sommeren er lige om hjørnet. Kort kan det siges at Deftones har udgivet et nyt nummer, og at Robyn igen spiller på Roskilde!

Det er så her jeg vil prøve at sætte ord på min begejstring.

At Robyn kommer til Roskilde er fan-fucking-tastisk! Så hende på Cosmopol i 2008(tror jeg det var?), og hun blæste mig fuldstændigt væk. Hun er kommet så utroligt langt siden de tidlige dage, hvor hun blev markedsført som Sveriges Britney Spears og hittede med Do You Really Want Me og Show Me Love. Allerede den gang var jeg helt forelsket, og det var så en forelskelse hun vakte til live den aften i 2008. Hun er vanvittigt fræk, uden at det  er på den pornoagtige måde. Hun hviler virkeligt i sig selv, elsker musikken, synger fantastisk og så er hun en selvstændig kvinde, der siger hvad hun mener. At hun så også har de der smukke øjne, jeg elsker så højt, er bare endnu mere fantastisk. Det er en helt bestemt slags øjne, som jeg på det seneste er begyndt virkeligt at lægge mærke til. De har en særlig farve og en særlig glans. Robyn har dem, Zooey Deschanel har dem, og min lillesøster Laura har dem. Kunne nævne et par stykker andre, men jeg aner ikke hvem der læser det her, og jeg vil ikke afsløre mig selv på den måde. For jeg kan forsvinde helt i de øjne. Men sagen er, at koncerten i 2008 endte med at blive et fantastisk festfyrværkeri, og måske den mest intense koncert jeg nogensinde har været til. For nogle dage siden twittede (internetsprog FTW) hun også, som svar på min begejstring over annonceringen fra Roskildes side, at koncerten i 2008 ærlig talt, var den bedste koncert hun nogensinde har givet. Det siger en del. Tør ikke håbe at det bliver lige så fedt i år, men jeg skal gøre mit ypperste for at give lidt igen. Så fedt!

Det andet kan forklares med en sætning: Deftones er mit band. Jeg er vokset op med dem, og de har været soundtrack til min tilværelse, lige siden jeg fandt ud af at musik var andet end MTV(den gang de rent faktisk spillede musik) og sodavandsdisco. De var sammen med Korn bannerfører for den nye og moderne form for metal, der blandende de hårde riffs med de poppede melodier og de hiphop-agtige beats og attituder. Det var et kæmpe hit den gang i midt 90'erne og fødte bands som Limp Bizkit og Linkin Park. I starten af det nye årtusinde, da Linkin Park virkeligt eksploderede, blev det dog klart at genren var ved at dø. Det var det samme og det samme der blev lavet. Limp Bizkit døde og Korn valgte at følge Linkin Park og lave popmusik. Allerede på det her tidspunkt, var Deftones længe ude af den her kasse. De har altid gået deres egen vej, og deres albums repræsenterer alle en udvikling, der gør at selv sådan en som mig ikke er gået død i det. Jeg er blevet ældre og min musiksmag har ændret sig, men når et nyt Deftones album har ramt gaden, har det også ramt mig. Ikke fordi det er lyden af mine teenager år, men fordi musikken er blevet mere moden, og simpelthen bare holder. Ja, deres White Pony album fra 2000 står stadig som mesterværket, men alle deres albums har været relevante, hvilket man ikke kan sige om mange andre af de bands der sprang ud af bølgen i starten. De har længe arbejdet på nyt album, men det blev stoppet brutalt da deres bassist i november 2008 var indvolderet i et trafikuheld, der den dag i dag  stadig holder ham i en semi-koma tilstand. Dette satte selvfølgelig tingene i perspektiv for bandet, og de var ved at bryde op. I stedet valgte de at skrotte det næsten færdige album de havde lavet, for at skrive et nyt. Og nu er det så ved at være snart. Diamond Eyes, som albummet hedder, udkommer til Maj (hvilket måske åbner for en Roskilde koncert?) og de har i dag udgivet et nyt nummer på deres hjemmeside. Det er altid særligt for mig at høre et nyt Deftones nummer, og jeg må sige at jeg endnu engang blev overrasket. En vanvittig fed intro og så kører det ellers bare derud af. Det lyder mere som det gamle Deftones end det nyere, og sangen kunne godt være at finde på White Pony med en anden produktion. Men det er forfriskende at høre, at de har fået noget så fedt ud af en masse dårligdom som de har været igennem.

Det giver mig håb.

Om en uge er jeg i Århus igen. Det bliver så lækkert. Kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig.

Ingen kommentarer: